Kinesisk styre står til sjældent nederlag i Hongkong

En ny valglov står til at blive afvist i Hongkong, hvor der er frygt for nye uroligheder og terror.

En kvinde med demokratibevægelsen i Hongkongs symbol - den gule paraply - passerer skilte, som støtter den kinesiske styre. (© Scanpix)

Det kommunistiske styre i Kina har udsigt til et sjældent nederlag.

Alt tyder nemlig på, at den lovgivende forsamling i Hongkong vil forkaste en vigtig valglov, som den kinesiske regering forsøger at få vedtaget i den autonome region.

Valgloven bliver debatteret i den lovgivende forsamling i dag, og fredag er der afstemning om loven.

Loven betyder i realiteten, at regeringen i Beijing kan afgøre, hvilke kandidater der får lov til at stille op, når der skal vælges ny regeringschef i Hongkong i 2017.

Hundreder af demokratitilhængere har i flere dage demonstreret mod den ny valglov i Hongkongs gader. (Foto: TYRONE SIU © Scanpix)
 

Modstanderne af loven siger, at Kina dermed kan udelukke kritiske kandidater fra det, der skulle være byens første rigtige, demokratiske valg.

Valgloven medførte store protester og uroligheder i Hongkong i efteråret 2014, da tusinder af demonstranter lammede centrale dele af byer i ugevis.

Krav om 2/3 flertal

Et flertal i Hongkongs lovgivende forsamling ventes at støtte valgloven - men det kræver 2/3 flertal at få den vedtaget, og det ser meget svært ud.

- En stor del af medlemmerne i forsamlingen er håndplukket af Kina, men stort set alle demokratisk valgte ventes at stemme imod. Og det er et stort nederlag for regeringen i Kina, siger asienkorrespondent i DR Philip Khokhar.

Hundreder af demokratitilhængere har i flere dage demonstreret mod den ny valglov i Hongkongs gader. (Foto: PHILIPPE LOPEZ © Scanpix)

Han fortæller, at der hersker stor spænding om, hvordan Kina vil tackle det forventede nederlag.

- I princippet er forslaget afvist, hvis under 2/3 stemmer for, og Beijing må komme med et nyt. Det vil dog overraske mig meget, hvis Beijing lige pludselig bløder op og tillader demokratiske valg, bare fordi de ikke kan få forslaget igennem i første omgang. Mon ikke der kommer flere spidsfindige forsøg på at få loven vedtaget, spørger Philip Khokhar retorisk.

Frygt for terror

Nyhedsbureauerne fortæller, at der lige nu er en spændt stemning i Hongkong, hvor både modstandere og tilhængere af valgloven har forsamlet sig ved parlamentsbygningen i centrum af kæmpebyen.

Modstanderfløjen tæller mange unge studerende, fortæller Philip Khokhar:

- De unge forventes at reagere med glæde, hvis forslaget bliver afvist. Derimod er der mange, som frygter, hvad der kan ske, hvis forslaget imod forventning får 2/3 af stemmerne i forsamlingen. Så frygter man uroligheder i Hongkongs gader.

Hundreder af demokratitilhængere har i flere dage demonstreret mod den ny valglov i Hongkongs gader. (Foto: ALEX HOFFORD © Scanpix)

Politiet i Hongkong har udtalt, at man har anholdt en gruppe på ti radikale personer, som overvejede et terrorangreb med tunge våben og sprængstoffer, hvis valgloven blev vedtaget.

- Vi har dog kun Hongkong-politiets ord for, at det passer - og det skal siges, at politiet i Hongkong er yderst Beijing-venlige, siger Philip Khokhar.