Kinesisk universitet i Ungarn vækker vrede: 'Det er et kæmpe problem og noget EU bør tage meget alvorligt'

Vejnavne er blevet ændret i protest mod premierminister Orbans "ja" til opførelsen af det kinesiske universitet i Budapest, og flere tusinde har demonstreret. Professor kalder det alvorligt.

Der har været store protester over beslutningen om, at et kinesisk universitet skal bygges i Budapest. De vil i stedet have flere penge til det ungarske uddannelsessystem. (Foto: FERENC ISZA © Ritzau Scanpix)

"Befri Hongkong-vej," "De uiguriske martyreres-vej" og "Dalai Lama-vej". Det er navnene på nogle af de nyopkaldte gader, der ligger der, hvor et kinesisk universitet med al sandsynlighed kommer til at være færdigbygget i 2024.

Men det er ikke på kinesisk jord. Det er i Ungarns hovedstad Budapest, at Fudan Universitetet skal opføres.

Og det har vakt vrede rundtomkring i landet.

- Regeringen tager et universitet,som repræsenterer det kinesiske kommunistpartis ideologi, ind. Det koster de ungarske skattebetalere milliarder. Det er nedværdigende for Budapest, og det er nedværdigende for Ungarn, siger borgmesteren i Budapest, Gergely Karacsony..

Han og flere andre mener, at Ungarn bør investere midler i landets eget uddannelsessystem.

Gadenavnene skal alle sætte fokus på nogle af de brud på menneskerettighederne, Kina har gjort.

På Facebook skriver en lokal oppositionspolitiker, Krisztina Baranyi,at de skal vise regeringen, hvad de mener om valget:

- Vi giver fine nye navne til gader omkring det planlagte universitet. Det gør vi, fordi vi vil fortælle, hvad vi synes om regeringen, som vil bygge et kinesisk universitet for vores skattepenge.

Lørdag gik flere tusinde mennesker på gaden for at demonstrere over premierminister Viktor Orbans beslutning.

Borgmesteren i Budapest Gergely Karacsony deltog selv i lørdagens demonstrationer og holdt også tale. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

Bekymring i EU

- Der er ikke nogen tvivl om, at der er stor bekymring i Bruxelles. Ungarn har på flere områder gnedet lår med Putin (Ruslands præsident) og Kina i flere sammenhænge. Og det har bekymret i EU, siger professor ved institut for statskundskab, Marlene Wind.

Hun forklarer, at EU ikke har kompetence til at bestemme hvilke universiteter, der slår sig ned i hvilke lande, men vurderer alligevel, at EU er ved at undersøge, om der kan gøres noget.

Ungarns premierminister Viktor Orban har tidligere blokeret for fælles EU-udmeldinger. Senest i forbindelse med fordømmelsen af Kinas opførsel i Hongkong. (Foto: YVES HERMAN © Ritzau Scanpix)

For selvom det ligner uddannelsespolitik, så har det alligevel betydning for EU's udenrigspolitik, fortæller Marlene Wind.

- Hvis et land er så afhængig af økonomiske-ressourcer og støtte fra et diktatur som Kina, så er det klart at det er svært pludselig at gå med i fordømmelse af, hvad der foregår i eksempelvis Hongkong og Xinjiang-provinsen.

I begyndelsen af maj i år blokerede Ungarn, med Orban i spidsen, for at EU kunne komme med en fælles fordømmelse af Kinas ageren i Hongkong.

Og Marlene Wind mener, at det fremover kan få større betydning for EU's udenrigspolitiske spørgsmål.

- Det er et kæmpe problem og noget, jeg mener, EU bør tage meget alvorligt. For det går videre og får betydning for EU's fælles stillingtagen i udenrigspolitiske spørgsmål. Det er noget der kan få betydning for EU's mulighed for at agere som en samlet enhed.

Kinesiske midler, kinesisk arbejdskraft og kinesiske materialer

Fudan Universitetet er et af de mest prestigefyldte i Kina. Og deres første af slagsen i EU skal bygges af skat fra Ungarns borgere og et lån fra Bank of China til Ungarn, med en rente der ifølge det ungarske medie Direkt36 skulle være relativt høj.

Direkt36 skriver, at byggeriet kommer til at koste 1,8 milliarder dollars, og skal bygges af kinesisk arbejdskraft og kinesiske materialer. Ifølge BBC er det mere end Ungarn brugte på hele uddannelsessektoren i 2019.

Kinas præsident Xi Jinping og Ungarns premierminister Viktor Orban. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Også den del gør borgmesteren i Budapest, Gergely Karacsony, utilfreds. Han kalder det en win-win situation for Kina.

- Mens den ungarske regering udnytter alle sine fordele ved et EU-medlemskab, foreksempel får et astromisk stort EU-tilskud hver måned, så er de samtidig en slags avanceret bastion for de østlige stormagter, siger han.

Og Marlene Wind, professor i statskundkab ved Københavns Universitet, er også bekymret:

- Hvis man har et kinesisk universitet i EU, hvad bruger man det så til? Tapper man viden om EU-forhold?

Gadenavne bliver ikke ændret

Udsigten til at universitetet skal ligge ved "Befri Hongkong-vej," "De uiguriske martyreres-vej" og "Dalai Lama-vej" har vakt vrede i Kina.

Det kinesiske udenrigsminsteriums talsperson Wang Wenbin har kaldt det for foragteligt.

Men kineserne skal ikke forvente, at gadenavnene bliver ændret, siger Budapests borgmester, Gergely Karacsony.

- Vi håber stadig, at det her projekt ikke bliver til noget. Men hvis det gør, så bliver de nødt til at leve med de her gadenavne.

Kina nægter alle former for brud på menneskerettigheder.

Ifølge Gergely Karacsony vil det kinesiske Fudan Universitet betyde at Ungarn ikke lever op til værdier landet bandt sig til for 30 år siden, da Sovjetunionen gik i opløsning.

Aktivister holder det tibetanske flag under det nye gadeskilt på "Dalai Lama-vej," der ligger i det område, hvor det kinesiske Fudan Universitets campus skal ligge. (Foto: Attila KISBENEDEK © Ritzau Scanpix)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk