Kirgisistans regering trækker sig og præsidenten er flygtet

I forbindelse med urolighederne i Kirgisitans hovedstad er præsidenten flygtet, mens oppositionen har udråbt en ny, folkets regering.

Kirgisitans præsident, Kurmanbek Bakijev, er fløjet ud af landets hovedstad, Bisjkek, om bord på et mindre fly, oplyser en ansat i den stedlige lufthavn. Bakijevs flugt kommer i kølvandet på politiske uroligheder i hovedstaden, der har kostet snesevis af mennesker livet.

Oplysningerne kommer samtidig med, at oppositionen meddeler, at premierministeren, Danijar Usenov, har indgivet sin afsked, og at der er blevet dannet en "folkets regering".

Har været ambassdør i USA

Den ny regering ledes af Rosa Otunbajeva, der var Kirgisitans udenrigsminister under den forrige præsident, Askar Akajev.

Den 59-årige Otunbajeva har desuden været Kirgisitans ambassadør i USA, Canada og Storbritannien. Hun blev imidlertid en af lederne af Kirgisitans såkaldte Tulipanrevolution i 2005, der førte til Akajevs fald og indsættelsen af Bakijev i præsidentembedet.

Otunbajeva blev i december 2007 valgt ind i Kirgisitans parlament for landets socialdemokratiske parti. Siden oktober sidste år har hun været leder af den socialdemokratiske gruppe i parlamentet i Bisjkek.

Facebook
Twitter