Klan-medlemmer på anklagebænken i Berlin efter ’Olsen-banden’-tyveri

’Vi skal bruge en stige, en trillebør og en bil’. Sådan løb fire mænd afsted med 100 kilo tung guldmønt fra et museum.

De fire anklagede i sagen om tyveriet af den 100 kilo tunge guldmønt 'Big Maple Leaf'. (© sCANPIX)

Det er svært at finde et sted udenfor Danmark, hvor Olsen-banden nyder lige så stor popularitet som i Østtyskland.

Erik Ballings legendariske film sneg sig i DDR-tiden forbi censuren og blev et kæmpe hit blandt unionens borgere, der let kunne identificere sig med den lille mands kamp mod det store system.

Om Egon, Benny og Kjeld ligefrem også har været inspirationskilde for de fire mænd, der i disse dage står tiltalt i retten for tyveri af en 100 kilo tung guldmønt fra et museum i Berlin, er muligvis ikke tilfældet, men karakteren af deres tyveri kunne tyde på det.

”Vi skal bruge en stige, en trillebør og en bil", kunne det meget vel have lydt i planlægningsfasen for Wissam R, Ahmed R, Wayci R og Denis W, der ifølge anklagen står bag tyveriet af ’Big Maple Leaf’-guldmønten fra Bode-museet i den tyske hovedstad sidste år.

Tyvene brugte en stige placeret på de forhøjede togspor tæt ved museet til at komme ind ad et vindue på tredje sal, der førte dem ind til vagternes omklædningsrum, hvorefter de sneg sig godt 100 meter videre ind i den 113 år gamle bygning og hen til det skudsikre glaskabinet omkring mønten.

Glasset blev smadret med en forhammer eller en lignende genstand. Sådan lyder anklagen i retssagen, der begyndt torsdag i Berlin.

Tyvene stak af fra Bode-musset i Berlin med en 100 kilo tung guldmønt i en trillebør. (© Google maps)

Herefter stak tyvene af samme vej, de kom. Ud af vinduet og ned ad stigen, inden de fræsede afsted med den 100 kilo mønt i en trillebør på togsporene og videre til den nærliggende park, Monjibou Park, hvor en flugtbil holdt parkeret.

Denne flugtbil har politiet senere fundet.

Mønten, der måler 53 centimeter i diameter og er tre centimeter tyk, var udlånt til museet fra en privat samler, men selvom tysk politi mener at have arresteret de ansvarlige for tyveriet, så skal vedkommende ikke regne med at se mønten igen.

Mønten, der har en guldværdi på 30 millioner kroner, blev formentlig smeltet om kort efter tyveriet sidste år.

Del af en mafia

Mens selve tyveriet af ”Big Mable Leaf”-mønten minder om noget fra Olsen-banden, så er de anklagedes baggrund noget mere hårdkogt end Egon Olsen og kompagni.

Den ene af de anklagede, Denis W, er sikkerhedsvagt og er anklaget for at have givet de tre øvrige anklagede, Wissam R, Ahmed R og Wayci R, de informationer om museet, der gjorde det muligt for dem at stjæle mønten uden at museets alarmer gik af.

Den 100 kilo tunge mønt 'Big Maple Leaf'. Der er et portræt af dronning Elizabeth II på den ene side og ahornblade på den anden. Den blev udstedt af Royal Canadian Mint i 2007 og udlånt til det tyske museum i 2010 af en privat samler. Der er kun fremstillet fem eksemplarer af mønten. (© sCANPIX)

Wissam R, Ahmed R og Wayci R, der er anklaget for at have udført selve tyveriet, er alle tre særdeles godt kendt af tysk politi og en del af en mafialignende organisation, der har været involveret i alt fra bankrøverier til mord.

Sidste år konfiskerede tysk politi 77 ejendomme i Berlin med en samlet værdi på 70 millioner kroner fra den såkaldte Remmo-klan, som de tre angiveligt tilhører. Klanens medlemmer har også fået konfiskeret et stort antal dyre biler.

Retssagen mod de fire anklagede forventes afsluttet indenfor 14 dage.

Facebook
Twitter