- Nej. Det hr. Johnson siger er ikke sandt. Det er løgn.
Sådan lyder meldingen fra Dmitri Peskov, der er talsmand for den russiske præsident, Vladimir Putin.
Peskovs prompte reaktion kommer, efter at Storbritanniens tidligere premierminister, Boris Johnson, i en ny dokumentar fra BBC hævder, at Putin skulle have truet med at sende et missil efter ham.
Det skulle angiveligt være sket i en telefonsamtale kort før, at krigen i Ukraine blev indledt den 24. februar sidste år.
Men det passer altså ikke, hvis man spørger den politiske top i Rusland.
- Det er enten en bevidst løgn - og I så fald må du spørge hr. Johnson, hvad formålet er - eller også forstod han ikke, hvad præsident Putin talte om.
- Jeg ved, hvad der blev drøftet under den samtale - og jeg gentager gerne officielt: Det er løgn. Der var ingen trusler om missiler, siger Dmitri Peskov.
Hør Peskovs beskyldninger om, at Boris Johnson lyver her:
"Med et missil er det en smal sag"
Boris Johnson var premierminister i Storbritannien, da samtalen mellem de to herrer fandt sted.
Johnson kalder i BBC-dokumentaren opkaldet for "ekstraordinært" - og fortæller blandt andet, at han kort inden truslen fra Putin advarede om, at en krig i Ukraine ville være en "fuldkommen katastrofe".
Og så skulle de to også have talt om Nato, Ukraine og eventuelle vestlige sanktioner mod Rusland.
- Han truede på et tidspunkt og sagde: "Boris, jeg vil ikke gøre dig ondt - men med et missil er det en smal sag. Det vil kun tage et minut eller sådan noget", siger Boris Johnson i et forsøg på at gengive samtalen til BBC.
Johnson understreger, at det var noget i den dur, Putin sagde og altså ikke en fuldstændig minutiøs gengivelse.
Hør Johnson tale om opkaldet med Putin her:
I dag er Boris Johnson almindeligt medlem af parlamentet og er ikke længere i toppen af britisk politik som premierminister.
Alligevel besøgte han for under to uger siden den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Kyiv på noget, der godt kunne ligne et officielt besøg.
Angiveligt var Boris Johnson blevet inviteret af Zelenskyj.
- Jeg byder Boris Johnson, en sand ven af Ukraine, velkommen til Kiev. Boris tak for din støtte!, skrev hr. Zelenskyj på Telegram.
Johnsons besøg havde ifølge BBC fuld opbakning fra den nuværende premierminister i Storbritannien, Rishi Sunak.
I løbet af februar viser DRTV og DR2 dokumentaren fra BBC under navnet "Putins kamp mod Vesten", hvor Boris Johnson taler om samtalen med Putin.