Klatrer lukkede Eiffeltårnet: Pågrebet efter seks timer

Manden er endnu ikke identiceret, og motivet er ikke kendt.

Først efter seks timer på vej op i Eiffeltårnet blev manden pågrebet. (Foto: REUTERS/Charles Platiau © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Eiffeltårnet i den franske hovedstad, Paris, blev tidligere på dagen evakueret, fordi en mand begyndte at kravle op i tårnet.

Først efter seks timer blev manden pågrebet. Manden er endnu ikke identificeret, og motivet er fortsat ukendt.

Det er fast procedure at evakuere alle og lukket tårnet, når nogen forsøger at klatre op i det, oplyser selskabet, der står for driften af tårnet.

Eiffeltårnet åbner igen for besøgende i morgen med de normale åbningstider.

Brandmænd og specialist i kontakt med klatrer

En talsmand i politiet oplyser, at adskillige brandmænd - heriblandt en klatrespecialist - var i kontakt med klatreren, og efter seks timer blev han anholdt.

Det vides ikke, hvordan han formåede at slippe gennem det strenge sikkerhedssystem i tårnet.

Tilbage i 2015 kravlede britiske James Kingston hele vejen til toppen af Eiffeltårnet uden brug af sikkerhedsudstyr og uden tilladelse.

Eiffeltårnet er 324 meter højt og den højeste bygning i Paris.

/ritzau/

Facebook
Twitter