Klavs er fanget i stormen: Håber ikke min kone går i fødsel nu

Klavs Beldring glæder sig til familieforøgelse, men frygter at de ikke når frem til hospitalet på grund af oversvømmede veje

Klavs Beldring bor sammen med sin hustru og deres fireårige søn Oliver syd for Houston i Texas, som er hårdt ramt efter orkanen Harvey. (© PRIVATFOTO)

Der er købt vand, masser af vand. Også sodavand og pasta er der fyldt op med, og bilen er tanket.

Klavs Beldring bor sammen med sin hustru og deres fireårige søn Oliver syd for Houston i Texas, en halv times kørsel fra Galveston. Siden fredag aften har den tropiske orkan Harvey sendt massive mængder af regn ned over deltaten, og selv om orkanen nu er nedgraderet til en tropisk storm, bliver regnen bare ved med at falde.

Ifølge Texas' guvernør, Greg Abbott, er der risiko for, at der kan falde yderligere en meter regn, inden stormen ventes at aftage midt i den kommende uge.

- Siden klokken 22 i aftes, har der været rigtig meget torden og regn. Jeg sov på gulvet inde på Olivers værelse i nat, fordi han var bange, fortæller Klavs Beldring.

- Men vi er heldige. Vi har stadig strøm, og vejen udenfor er farbar. Det er ikke os, der sidder oppe på hustagene midt i oversvømmelserne, som vi har set i fjernsynet, fortsætter han.

Enorme mængder regn venter

Der er nu en grund mere til, at den lille familie er heldige. Den 18. september har Klavs Beldrings kone termin. Men da hun var lægen i torsdags - altså lige før Harvey tordnede ind over Texas - fik hun at vide, at barnet allerede lå lavt, og at fødslen altså kan være nært forestående.

- Så vi frygter, at hun skal gå i fødsel, og at vi ikke kan komme til hospitalet på grund af oversvømmede veje, siger han.

Tomme hylder i supermarkedet i Klavs Beldrings kvarter, fordi folk hamster mælk og andre varer, hvis området bliver oversvømmet mere, og veje lukkes. (Foto: Klavs Beldring © (c) privatfoto)

For nok er vejen udenfor familiens hjem farbar nu, men USA's meteorologiske institut, National Weather Service melder, at der kan falde op mod 127 centimeter regn visse steder i Texas i de kommende dage. Det svarer ifølge DMI næsten til den mængde regn, der falder over Danmark på to år.

- Derudover bor vi mellem to telefontårne, og hvis strømmen ryger, er vores mobilsignal meget dårligt. Så jeg frygter også, at det kan blive svært overhovedet at ringe efter hjælp, hvis det bliver nødvendigt, siger Klavs Beldring, der arbejder for Haldor Topsøe.

- Når der er store regnskyl, kommer der meldinger om flash floods. Det betyder, at hvis digerne bliver oversvømmet, kommer der en pludselig strøm af vand skyllende, og en af mine kollegaers kone prøvede det engang, da hun kørte i bil. Hun måtte svømme ud, og det er nu heller ikke så rart at tænke på, at det kan ske på vej til hospitalet med en fireårig på bagsædet, siger Klavs Beldring.

Så galt håber han selvfølgelig ikke, at det kommer til at gå. Familien har da også sikret så meget, som de overhovedet har kunnet, inden orkanen væltede ind over dem. Ud over at have købt masser af vand, batterier og lommelygte, har de også fjernet alle løse genstande i haven.

- Der er rygter om, at der snart bliver lukket for vandet, så vi har fyldt gryderne op med vand, så vi kan koge pasta senere, lyder det fra Klavs Beldring.

Facebook
Twitter