Klimaforandringer gør bekæmpelse af sult sværere

Flere af FN's verdensmål bliver svære at nå på grund af klimaforandringer og stigende ulighed, viser en ny FN-rapport.

Klimaforandringerne gør det sværere at bekæmpe sult og fatttigdom, konkluderer ny rapport fra FN, der gør status på FN's verdensmål. (Foto: AFP PHOTO/Sam PANTHAKY © Ritzau Scanpix)

Sult er et stigende globalt problem, og vi er generelt ikke på rette vej i forhold til flere af FN's verdensmål, såsom at afskaffe ekstrem fattigdom inden 2030.

Det konkluderer en ny rapport fra FN, skriver AP.

Det skyldes især, at fremskridtene bliver modarbejdet af klimaforandringerne og stigende ulighed, konkluderer rapporten.

Lyspunkterne er fx et fald på 49 procent i børnedødelighed mellem 2000 og 2017, og at knap 90 procent af verdens befolkning har adgang til elektricitet.

Men FN's vicegeneralsekretær for økonomi og sociael anliggender, Liu Zhenmin, siger, at der på trods af enkelte fremskridt fortsat er flere 'kolossale udfordringer'.

Det problem, der er mest presserende og kalder på handling, er klimaforandringerne, siger han på et pressemøde.

Rapporten viser, at tab af biodiversitet accelererer, og at 'risikoen for udryddelsen af arter er blevet forværret med næsten ti procent de seneste 25 år'.

De globale temperaturer er steget, og 'investeringerne i fossile brændstoffer er fortsat større end investeringerne i klimatiltag', lyder det videre.

Liu Zhenmin siger, at rapporten også viser, at "uligheden stiger, og alt for mange bliver svigtet".

FN's verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York i 2015.

/ritzau/

Facebook
Twitter