Klimaforandringer kan føre til krig

Klimaforandringer kan være en vigtig årsag til væbnede konflikter i Afrika, viser en amerikansk undersøgelse.

Kvinder i Sudan sikrer sig en sæk med korn, som er kastet ned fra et fly med nødhjælp. (Foto: Peter Martell © Scanpix)

Klima kan være en vigtig årsag til væbnede konflikter i Afrika, viser en undersøgelse.

Amerikanske forskere konstaterer, at risikoen for blodige konflikter stiger med 50 procent i varme år, og at madforsyningen kan være hovedårsagen.

- Høstudbyttet i regionen er meget følsomt over for små ændringer i temperaturen. En halv grad kan være nok, siger forskningsleder Marshall Burke til britiske BBC.

Højere temperatur og krig

Forskere fra Berkeley Universitet i Californien har studeret temperaturen i Afrika syd for Sahara i perioden fra 1981 til 2002. Deres resultater er offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.

De har forsøgt at påvise en sammenhæng mellem en særlig høj temperatur og konflikter, der har kostet mindst tusind mennesker livet.

Darfur som eksempel

Et af de blodigste eksempler, hvor klima og fødevareforsyning spiller en rolle, er den mangeårige strid i Sudans Darfur-region, som ifølge FN har kostet mindst 200.000 mennesker livet.

Ifølge en fremskrivning, som de amerikanske forskere har foretaget, kan antallet af væbnede konflikter stige med 50 procent over de næste 20 år, hvis temperaturen stiger, sådan som klimaforskeres beregninger viser.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk