Klimatopmøde i Durban går på overtid

Der er massivt pres mod USA, Kina og Indien fra resten af verden, mens klimakonferencen i Sydafrika forlænges.

Connie hedegaard, klimakommissær, durban (Foto: Georges Gobet © Scanpix)

Frustrationerne breder sig her til aften blandt forhandlere og iagttagere ved FN's klimaforhandlinger på COP17 i Durban i Sydafrika.

For mens forhandlingerne er gået på overtid, og det er helt umuligt at sige, om konferencen vil ende med en aftale eller med det rene ingenting. I forvejen var der lave forventninger til topmødet.

EU har fået opbakning blandt de fleste af klodens lande til sit køreplansforslag - fra de 48 fattigste ulande, fra 43 østater og fra ulandskæmper som Brasilien og Sydafrika.

Forslaget går ud på at forlænge Kyoto-aftalen og samtidig vedtage en køreplan frem mod en forpligtende aftale, der en gang i fremtiden skal binde samtlige store CO2-udledere til at sænke deres udslip. Men der er strid om årstallet.

Connie Hedegaard er frustreret

EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, er dybt frustreret. Hvis der ikke kommer mere bevægelse blandt landene, end som situationen var klokken 04 her til morgen, ser det sort ud, understreger hun.

- Så tror jeg ikke, der kommer en aftale her i Durban. Det er, hvad vi står over for, siger Connie Hedegaard til Reuters.

Ifølge Karl Hood, udenrigsminister fra Grenada og formand for de 43 østater og lavtliggende kystnationer i Aosis-gruppen, går forhandlingerne mellem de 192 lande i ring.

- Vi diskuterer tingene i periferien og ikke de virkelige klimaspørgsmål, som er det store problem. Jeg er bange for, at Durban kan ende som bedemand for FN's klimaforhandlinger, siger Karl Hood.

Fortsætter på overtid

Det to uger lange møde skulle slutte her til eftermiddag, men fortsætter indtil videre på ubestemt tid. Der cirkulerer rygter om, at konferencen forlænges til i morgen - eller måske endda helt til søndag.

Verdens tre største CO2-forurenere, Kina, USA og Indien, stritter imod bindende mål, selv om de har været med til at vedtage målsætningen om at holde Jordens opvarmning under to grader

/ritzau/

Facebook
Twitter