Kobane: IS indtager tre distrikter efter hårde kampe

Kurdernes kontrol over strategisk vigtige Kobane er skrøbelig efter hårde kampe. Tre distrikter er faldet.

Islamisk Stat har taget kontrollen med tre distrikter i den vigtige by Kobane ved den tyriske grænse. (Foto: © Sedat Suna, Scanpix)

Militante fra Islamisk Stat har taget kontrollen over tre distrikter i den strategisk vigtige by Kobane, der ligger tæt på den tyrkiske grænse.

Sådan lyder det ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger krigens gang i Syrien.

Den seneste tid har kampene bølget frem og tilbage omkring grænsebyen Kobani i Syrien, som militante fra bevægelsen Islamisk Stat forsøger at indtage.

Belejret siden 16. september

Islamisk Stat har holdt Kobane, der er den tredjestørste kurdiske by i Syrien, belejret siden 16. september. Byen er omringet fra tre sider af de militante fra Islamisk Stat og beskydes med tungt artilleri.

I går plantede de militante deres sorte flag på en bygning i byen, men da var meldingen, at kurdiske styrker fortsat kontrollerede grænsebyen.

Flere end 180.000 er flygtet fra regionen omkring Kobane mod Tyrkiet.

Kurdiske styrker har beordret alle civile at evakuere Kobane, siger talsmand for kurderne Mustafa Bali og tilføjer, at omkring 2000 har forladt byen.

Kampe i gaderne

Ifølge den kurdiske politiker Asya Abdullah foregår kampene i tre distrikter i byen.

- Der er kampe i Kobanis gader lige nu. Der er stadig tusinder af civile i byen, og IS bruger tunge våben. Hvis de ikke bliver stoppet nu, kommer der en stor massakre.

- De har omringet os næsten fra alle sider med deres kampvogne. De har beskudt byen med tunge våben. Kurdiske styrker modsætter sig så meget, de kan med de begrænsede våben, de har, siger hun.

/ritzau/AFP