Kofi Annan er død

Den tidligere generalsekretær i FN og modtager af Nobels Fredspris blev 80.

Den tidligere generalsekretær i FN og modtager af Nobels Fredspris, Kofi Annan, er død efter kort tids sygdom. Han blev 80 år.

Det skriver familien på det sociale medie Twitter.

Kofi Annan, der blev født i 1938 i Ghana, var den første sorte afrikaner på topposten i FN, hvor han arbejdede fra 1997 til 2006, skriver BBC.

I 2001 modtog han Nobels Fredspris for 'sit arbejde for en bedre organiseret og fredelig verden'.

Senere arbejdede han for FN i Syrien, hvor han forsøgte at finde en fredelig løsning på konflikten.

I en pressemeddelelse sammen med familien beskriver Kofi Annans fond ham som 'en global statsmand og en dybt engageret internationalist, der gennem hele sit liv kæmpede for en mere fair og fredelig verden.'

- Hvor end der var lidelse eller behov, rakte han ud og rørte mennesker med sin dybe medfølelse og empati. Hans uselsviskhed satte andre først, og han udstrålede oprigtig venlighed, varme og begavelse i alt, hvad han foretog sig, lyder det.

Også FN's flygtningeagentur tager afsked med den tidligere generalsekretær.

Twitter skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen:

- En stor mand er død. Kofi Annan var verdens leder, en forkæmper for fred. Han arbejdede utrætteligt med at bringe folk sammen. Vi skylder ham alle inderlig taknemmelighed for det liv, han levede. Må han hvile i fred.