Kofod afviser afstemning om forsvarsforbeholdet: Vi kan sagtens føre den politik, vi vil

En ny udredning viser, at Danmark mister mere og mere indflydelse ved at stå uden for EU’s forsvarssamarbejde.

Der kommer ingen folkeafstemning om det danske forsvarsforbehold, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S). (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Det kan godt være, at det danske forsvarsforbehold koster Danmark mere og mere indflydelse, i takt med at EU styrker og udvider sit forsvarssamarbejde.

Men det får ikke den socialdemokratiske regering til at ville skrotte det.

Det understreger udenrigsminister Jeppe Kofod (S), efter at en ny udredning fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) har vist, at Danmarks sikkerhedsinteresser kan blive klemt i de kommende år.

- Selvfølgelig har forsvarsforbeholdet betydning for Danmark på nogle helt konkrete områder i EU. Men det er fortsat af en begrænset betydning, og vores grundanalyse er den samme efter denne rapport. Derfor er der ingen grund til at sende sagen til folkeafstemning, siger ministeren.

Han mener ikke, at forbeholdet forhindrer de danske politikere i at føre den forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitik, de ønsker.

- Ikke mindst igennem Nato, der er vores sikkerhedsgaranti. Der kan Danmark godt føre en meget aktiv politik.

Ingen afgørende betydning

Danmark har haft sit forbehold i forhold til EU’s forsvarssamarbejde siden 1993.

Det betyder kort og godt, at Danmark ikke sidder med ved bordet, når EU's forsvarssamarbejde skal udarbejdes og udvikles. Derudover bidrager Danmark heller ikke til EU's militære operationer.

Men ifølge udredningen, som den tidligere borgerlige VLAK-regering bestilte, har EU’s forsvarsfokus ændret sig i det seneste årti.

Fra at have befundet sig i periferien har forsvars- og sikkerhedspolitikken nu bevæget sig ind i kernen af EU’s politiske arbejdsområde. Og der er blandt andet blevet igangsat 47 fælles forsvarsprojekter, som Danmark ikke har nogen indflydelse på.

De forskere, der har arbejdet på rapporten i et år, siger, at der er klart flest ulemper ved at have forsvarsforbeholdet. De har svært ved at se fordelene. Hvor ser du fordelene?

- Altså, det siger sig selv, når man har et forbehold, at man ikke kan være med i hele EU’s forsvarssamarbejde. Men jeg mener ikke, at det har afgørende betydning for Danmark, siger han og fortsætter:

- Danmark er meget aktiv når det kommer til forsvars- og sikkerhedspolitik, blandt andet i samarbejde med andre EU-lande. Vi sender soldater ud og er aktive i missioner, og vi kan også være med i dele af forsvarssamarbejdet, der ikke er forbeholdsbelagt. Der er faktisk muligheder, vi ikke har udnyttet godt nok.

Det danske forsvar deltager eksempelvis ikke i EU-missioner. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Vi kan føre den politik, vi vil

Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, der nu skal se på, hvordan Danmark med afsæt i Diis-redegørelsen kan få mere indflydelse på EU’s forsvarspolitik, forklarer ministeren.

Men mener du, at der er fordele ved forsvarsforbeholdet?

- Jeg kigger på, hvilken betydning det har for Danmark. Der vil jeg bare sige, at vi generelt kan føre den forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitik, vi gerne vil, trods forbeholdet for EU-forsvarssamarbejdet.

Men du vil ikke svare på, om det er en fordel eller en ulempe for Danmark at have et forsvarsforbehold?

- Altså, det er i den forstand ikke et problem for Danmark. Vi har et forbehold, og det respekterer vi. Det, som rapporten viser, er, at det selvfølgelig har nogle konsekvenser for Danmark. Men det er ikke nogen konsekvenser, der gør, at vi skal sende forbeholdet til afstemning, siger han og fortsætter:

- Vi kan sagtens føre en meget aktiv forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitik trods det her forbehold for EU-forsvarssamarbejdet.

Venstre: Regeringen fedtspiller med sikkerheden

Det ærgrer Venstre, som gerne vil af med forbeholdet.

- Rapporten bekræfter vores bange anelser om, at forbeholdet er til skade for Danmarks interesser, siger EU-ordfører Jan E. Jørgensen.

- Der er flere og flere ting, Danmark ikke kan deltage i på grund af forsvarsforbeholdet. De andre EU-lande arbejder sammen på livet løs om forsvaret, og der er det rigtig ærgerligt, at vi ikke er med, siger han og tilføjer, at regeringen ”fedtspiller”, når den afviser en folkeafstemning.

- Den tager ikke Danmarks sikkerhed alvorligt.