Der bliver ikke flere temperamentsfulde, storrygende og nysgerrigt smagende programmer fra Anthony Bourdains hånd.
Kokken, som tog verden med storm, da han skrev storsælgeren "Kitchen Confidential", der spidder restaurantscenen i New York, er død i en alder af 61 år.
Han blev fundet i sit hotelværelse i Frankrig af sin ven, den franske kok Eric Ripert, i morges. Det skriver CNN.
Ifølge CNN, for hvem han var i gang med at indspille et afsnit til serien "Parts Unknown", begik Anthony Bourdain selvmord.
- Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte vores ven og kollega Anthony Bourdains død, lyder det i en udtalelse fra tv-stationen.
- Hans kærlighed til store eventyr, nye venner, god mad og drikke og bemærkelsesværdige historier fra verden, gjorde ham til en unik historiefortæller. Hans talent holdt aldrig op med at forbavse os, og vi vil savne ham meget, skriver CNN.
Kok, forfatter og fjernsynsmand
Bourdain, som blev uddannet i 1978, arbejdede i årevis som køkkenchef og kok på restaurantscenen i New York, deriblandt som chefkok på Brasserie Les Halles.
Det var dog først, da han udgav eksposéen "Kitchen Confidential - en køkkenchefs bekendelser", at han for alvor slog igennem.

Den selvbiografiske bog beskriver bagsiden af New Yorks restaurantscene, deriblandt det stofmisbrug, Bourdain også selv tog del i.
Bogen blev kun den første af flere bestsellere. Men Anthony Bourdain blev dog mest kendt for sine rejseprogrammer, hvor han rejser ud og smager mad og møder kokke og mennesker i hele verden.
Blandt andet serierne "No reservations" som Travel Channel sendte fra 2005 til 2012 og "Parts Unknown", som han lavede for CNN fra 2013, er blevet legendarisk rejse- og foodie-fjernsyn.
Filmede imens Israel bombede
Som rejsejournalist blev Anthony Bourdain kendt for sin personlige, indlevende og lettere sorthumoristiske stil, når han iført morgensmøg og tatoveringer, frygtløst kastede sig ud i fremmed mad og kulturer
Parts Unknown nåede blandt andet Libyen, Tokyo, Punjab, Jamaica, Ethiopien og Nigeria. Programmet var også forbi Noma i København.
Daværende præsident Barack Obama var også med i et program optaget i Vietnam, som blev sendt i 2016.

Et af de kendteste afsnit af "No Reservations" - serien blev sendt på DR under navnet "Smag på..." - indspillede han i Beirut i 2006, imens Israel bombede Libanon. Tv-holdet blev sammen med andre amerikanere evakueret af US Marines.
Afsnittet, hvor tv-holdet blandt andet møder Hizbollah-tilhængere, blev tildelt en Emmy i 2007.
Den kulinariske verdens "oprindelige rockstjerne" og "bad boy-chefenes Elvis", som bladet The Smithsonian har kaldt ham, efterlader sig en datter og to ekskoner.