Koldeste vinter i 100 år

Vinterens dødstal i Polen når op over 80. I Tyskland har i alt tre mennesker nu mistet livet. Her er det den koldes vinter i 100 år.

I Polen har flere mennesker mistet livet på grund af de rekordlave temperaturer.. (Foto: Andrez Grygiel © Scanpix)

De rekordlave temperaturer over store dele af Europa fortsætter med at koste menneskeliv.

Alene i Polen er mindst syv mennesker bukket under for kulden siden i onsdags, og natten til torsdag var med 25 minusgrader ifølge meteorologer da også den koldeste hidtil i denne vinter. Med de nye dødsfald har flere end 80 mennesker mistet livet på grund af forfrysninger siden november, rapporterer nyhedsbureauet PAP.

Forsvundet fra plejehjem

De fleste ofre var enten berusede eller hjemløse, men mange er også frosset ihjel i deres uopvarmede lejligheder.

I byen Nidda i den vesttyske delstat Hessen frøs en 66-årig mand ihjel. Han var i søndags forsvundet fra det plejehjem, han boede på.

I Rheinland-Pfalz døde en 58-årig hjemløs kvinde nær byen Trier, hvor temperaturerne torsdag lå på minus 16 grader. Allerede mandag døde en 77-årig demensramt kvinde i Weimar, hvor hun var faret vild ude i kulden.

Koldeste vinter i 100 år

Meteorologer vurderer, at denne vinter er en af de koldeste i Tyskland i 100 år. I dag faldt temperaturen ved Funtensøen i 1601 meters højde i de Bayerske Alper til 34,6 minusgrader.

Belgien oplever ligeledes en rekordkold vinter. Natten til i dag faldt temperaturerne med under 20 minusgrader til det koldeste i 10 år, og en belgisk mand frøs ihjel i en park i Louven, meddeler politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.