Enigheden om at holde Arktis fredeligt er en præstation i sig selv i tider, hvor NATO-landene og Rusland er uenige om stort set alt andet.
Men når det ikke lykkes at tilføje nye dimensioner til samarbejdet, viser det også, at selv det højeste nord ikke er immunt over for den forværrede diplomatiske situation.
Sådan lyder det fra forfatter til flere bøger om Arktis, journalist Martin Breum, op til dagens højniveaumøde mellem Rusland, USA, Canada, Norge og Rigsfællesskabet i grønlandske Ilulissat.
Her vil parterne genbekræfte en 10 år gammel aftale om at samarbejde hen over Ishavet, og løse alle uenigheder i mindelighed og efter internationale aftaler.
- Der er tegn på, at samarbejdet ikke kan bære så meget som før. Det viser mødet i Ilulissat også i sig selv, fordi den ganske regering har besluttet, at mødet ikke skal have noget særligt ambitiøst mål, andet end at genbekræfte aftalen, siger Martin Breum.
Forhandling kan udhule aftale
Arktis-journalisten peger på, at et varmt og velfungerende samarbejde kunne have fundet nye målsætninger at tilføje til den 10 år gamle Ilulissat-erklæring, som blev til, da det stod klart, at et geopolitisk kapløb om nordpolen var i gang.
- Men det har den danske regering og Grønland, som er medvært, valgt fra, simpelthen fordi de vurderer, at samarbejdsklimaet mellem Rusland og samarbejdslandene ikke er til den slags initiativer, siger journalisten.
Fra Per Stig Møller, der som udenrigsminister var arkitekten bag Ilulissat-erklæringen, er der tilfredshed med, at aftalen ikke er blevet åbnet igen.
Han begrunder dog som Martin Breum: Det forværrede forhold kunne være gået ud over aftalen.
- Der er nogle, der har villet genforhandle, men når man gør det, risikerer man altid, at den bliver svagere, siger Per Stig Møller.
- Jeg synes, det er meget vigtigt, at de tager skridt til at genbekræfte den, ikke genforhandle den. Det betyder jo, at den stadig gælder. Der er gået 10 år, og der er sket meget i verden i forhold til Rusland siden 2008, siger den tidligere udenrigsminister.
Spillet om Nordpolen
For Danmark er Ilulissat-erklæringen særligt vigtig på grund af det krav, regeringen har indleveret på havbunden under Ishavet. Danmark har - til Ruslands store fortørnelse - krævet havbunden tværs over Nordpolen og helt til Ruslands 200 sømilsgrænse.
Rusland har været mere kompromissøgende, trods at landets krav er baseret på samme undersøiske højdedrag som det danske. Her kræver man "kun" havbund til og med Nordpolen. Også Canada har indleveret krav.
Det er FN's kontinentalsokkelkommission, som skal afgøre sagen. Og afgørelsen kan meget vel blive, at flere kan gøre krav på havbunden, hvormed sagen skal forhandles landene imellem.
Men Rusland får svar 5-10 år før Danmark, fordi landet afleverede sit krav tidligere. Og de mellemliggende år kan blive svære diplomatisk, uanset om Rusland får medhold eller ej, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste (side 43).
- Får russerne sokkelkommissionens erklæring om, at Nordpolen ligger på den russiske højderyg først, kunne man risikere, at russerne bare lagde et skib, og sagde, nu er Nordpolen russisk. Det kan de ikke gøre i henhold til Ilulissat-erklæringen, siger Per Stig Møller.
Kina og EU vil også til bordet
Arktis-analytiker Mikaa Mered, som er professor i arktisk og antarktisk økonomi på det Paris-baserede udenrigspolitiske institut ILERI, er enig.
Ud over at have vist sig som en vigtig platform for en nylig aftale om at holde Ishavet fri for fiskeri, i hvert fald indtil bestandene kendes bedre, er Ilulissat-erklæringen også en forudsætning for en fredelig løsning på havbundskravene.
- Den kan vise sig at blive en effektiv platform for Rusland, Danmark/Grønland og måske Canada for at undgå en eskalering af spændinger, når det angår overlappende krav på kontinentalsokkelen i Ishavet, siger Mikaa Mered.
Han afviser, at der er noget problem ved, at de fem arktiske kyststater gennem aftalen fastholder deres position som dem, der sætter tempoet i det centrale Arktis.
Det mener journalist og forfatter Martin Breum ellers, fordi interessenter som Kina, Japan og EU i stigende grad melder sig, for eksempel som observatører i Arktisk Råd, hvor de "ikke på længere sigt vil være tilfredse med at deltage med plaster for munden".
Arktis er ikke fælleseje
Men de øvrige tre medlemmer af Arktisk Råd, nemlig Finland, Sverige og Island, er rent faktisk inviteret denne gang. Det samme er repræsentanter for regionens oprindelige folk, siger professor Mikaa Mered.
- At de arktiske stater sammen bestemmer, hvordan de vil forvalte det følsomme arktiske økosystem, som de ejer, bør ikke være en overraskelse eller et problem. Fra et geoøkonomisk synspunkt, er Arktis ikke fælleseje, men "ejet af medlemmerne", siger han.
- Når det er sagt, så er det klart, at det som sker i Arktis, ikke bliver i Arktis, når det gælder klima, så Arktisk Råd-klubben kan heller ikke tillade sig at være alt for ekskluderende, siger Mikaa Mered.
Mødet i Ilulissat løber i dag og i morgen. Fra Grønland deltager landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.
På to-dages konferencen skal landene, hvoraf størstedelen er repræsenteret på minister-niveau, også diskutere bæredygtig økonomisk udvikling i Arktis.