Kommission om Scandinavian Star: Ingen beviser på sabotage

Norsk kommission har undersøgt omstændighederne ved skibsbranden i 1990, som kostede 159 mennesker livet.

Granskingskommisjonen med kommisjonens leder, Frank Kjetil Olsen, om rapporten om Scandinavian Star-ulykken i 1990. (Foto: Pedersen © Scanpix)

Der er ikke beviser for, at branden på færgen Scandinavian Star i 1990 udviklede sig så voldsomt, som den gjorde, på grund af sabotage. Det slår en norsk kommission, nedsat af Stortinget, fast, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

I rapporten konkluderer kommissionen ifølge NTB, at branden udviklede sig katastrofalt på grund af en overophedning i skibets stålkonstruktion.

- Sammen med manglende brandbekæmpelse i brandens tidlige fase betød det, at branden hurtigt kom ud af kontrol og spredte sig i skibet, skriver kommissionen i rapporten.

Det har været hævdet, at et hydraulikrør fyldt med olie blev brudt op med vilje for at give næring til branden, og at der blev brugt diesel fra skibets beholdning til at øge branden.

Men det har kommissionens gennemgang af sagen og afhøring af nye vidner altså ikke fremskaffet beviser for.

Kommissionen har heller ikke fundet beviser for, at der var tale om forsikringssvindel.

Samme konklusion nåede norsk politi frem til, da efterforskningen om branden blev genoptaget i 2014.

159 mennesker mistede livet i forbindelse med branden, som fandt sted natten til 7. april 1990.

/ritzau/NTB

Sagen kort

  • Færgen Scandinavian Star blev fredag 6. april 1990 sat ind på ruten mellem Oslo og Frederikshavn. På den første tur brød en brand ud. 159 mennesker døde. De fleste af de omkomne var nordmænd, mens 28 danskere omkom i branden.

  • I maj 2015 besluttede Stortinget at udpege en særlig undersøgelseskommission, som er ledet af dommer Frank Kjetil Olsen.

  • Også i 1991 blev der gennemført en undersøgelse af branden under ledelse af dommeren Tore Schei. Flere af Schei-kommissionens resultater er siden blevet anfægtet.

  • Den første efterforskning af sagen viste, at der manglede redningsudstyr om bord på færgen. Det førte til, at den norske kaptajn, rederidirektøren og skibsreder i 1991 blev idømt kortere straffe.

  • En dansk lastbilchauffør, der døde i branden, blev udpeget som skyldig i brandstiftelse. Politiet mener dog, at det ikke kan fastslås, at han var gerningsmanden, selv om der var grund til mistanke.

  • En ny undersøgelse af sagen blev indledt i 2014 for at afgøre, om de mange brande om bord blev påsat samt for at undersøge mistanken om forsikringssvindel. Sagen blev henlagt af politiet i 2016 på grund af manglende beviser.

Facebook
Twitter