Kommissionen: Vi fælder dom over Italien i næste uge

Den italiensk regering har sendt et nyt finanslovsudspil, efter at det første blev afvist.

Italiens vicepremierminister, Luigi Di Maio, sagde i går, at Italien ikke vil ændre sit finanslovsudspil. (Foto: Tiziana Fabi © Scanpix)

- Vi har modtaget det nye finanslovsudspil fra den italienske regering, men vi kommer først til at fælde dom over det på onsdag i næste uge.

Det er meldingen fra Europa-Kommissionen, der for tre uger siden valgte at afvise det første udspil, da det ikke lever op til reglerne for de lande, som er med i euro-samarbejdet.

Kommissionen gav efterfølgende den italienske regering indtil i går til at komme med et revideret udspil. Og det modtog Europa-Kommissionen få timer før midnat.

- Nu skal Kommissionen færdiggøre sin vurdering af det reviderede udspil. Den vil blive offentliggjort den 21. november sammen med vurderingerne af udspillene fra alle de andre medlemmer af eurozonen, sagde kommissionens talsmand, Margaritis Schinas, under et pressemøde.

Ingen store ændringer

Margaritis Schinas blev spurgt ind til, om han ”er glad” for det nye udspil, men det afviste han at kommentere.

Den italienske regering har i det store hele valgt at fastholde sit første finanslovsudspil, og den agter stadigvæk at øge statsgælden, selvom den har lovet at nedbringe den.

Til gengæld lægger staten op til at sælge nogle ejendomme.

- Budgettet kommer ikke til at ændre sig. Vi er overbeviste om, at vi har brug for det her budget for at få landet tilbage på benene igen, lød det i aftes fra vicepremierminister Luigi Di Maio.

Det kan føre til økonomiske sanktioner, hvis ikke Italien ændrer sig budget. Det vil i givet fald være første gang i euroens historie, at det sker.

Kommissionen ville onsdag ikke svare på, om det kan føre til en artikel 126-procedure om et "uforholdsmæssigt højt underskud".

Facebook
Twitter