Kommunistpartiet er rasende efter det russiske valg: 'Vi vil ikke tillade, at skurke og banditter stjæler vores resultat'

Det normalt afdæmpede parti nægter at anerkende resultatet af to millioner elektroniske stemmer, der blev tungen på vægtskålen i Moskva.

Lederen af Kommunistpartiet, Gennady Zjuganov, kaldte i går resultatet af weekendens valg et resultat af "åbenlys svindel". (Foto: MAXIM SHIPENKOV © Ritzau Scanpix)

Ruslands præsident Putin kan glæde sig over, at partiet Forenet Rusland - som ventet - kom ud af weekendens parlamentsvalg som den store vinder.

Det Putin-loyale parti står til at gå tilbage med omkring 20 mandater, men bevarer det absolutte flertal i underhuset, Dumaen, med omkring 320 af de 450 sæder.

Men valgsejren er langt fra blevet sikret på fair vis, lyder det fra flere sider.

- Oppositionen er ganske rasende, fordi der er hundredvis af videoer, hvor man for eksempel kan se valgtilforordnede stille sig hen foran videokameraet og blokere udsynet, mens nogle smider ikke bare deres egne stemmer men hele bunker ned i stemmeurnerne, fortæller DR's Rusland-korrespondent, Matilde Kimer.

- Vi har rigtig mange forskelligartede eksempler på, at der bliver snydt, fortæller korrespondenten.

De russiske myndigheder afviser, at der er tale om - med deres ord - "betydelige overtrædelser" ved valget. Men en selvstændig russisk valgobservationsgruppe meldte søndag aften om mere end 4.500 tilfælde af valgsvindel.

Ballade om elektroniske stemmer

Et af de mere iøjefaldende eksempler på valgsnyd fra weekendens valg kommer fra et valgsted, hvor oppositionskandidaten ifølge den håndskrevne seddel fra valgstedet stod til at vinde med sine 230 stemmer over kandidaten fra Forenet Rusland, der havde fået 150.

- Men på den maskinskrevne seddel, som ryger videre til centralkomiteen, er der altså blevet byttet rundt på de to tal, så det er kandidaten fra Forenet Rusland, der vinder, siger Matilde Kimer.

- Ifølge oppositionen er det en helt almindelig og udbredt måde at snyde på, fortæller korrespondenten.

Uoverensstemmelserne drejer sig om både kopierede stemmesedler såvel som aktiv sabotage:

Men mens mange af de lokale eksempler er kuriøse og vækker forundring og forargelse, så er der mistanker om valgsnyd på et betydeligt højere plan, fortæller Matilde Kimer.

Oppositionen mener nemlig, at der er blevet fusket med de omkring to millioner elektroniske stemmer, der er afgivet i Moskva-området. Her stod Kommunistpartiet nemlig til at vinde de fleste kredsmandater.

- Men da de elektroniske stemmer blev annonceret, så var det helt anderledes end de fysisk afgivne stemmer, siger korrespondenten. Det fik mange af valgdistrikterne til at skifte farve, så de gik fra Kommunistpartiet over til Forenet Rusland.

- Så de digitale stemmer er tydeligvis givet af en helt anden vælgergruppe, hvilket statistisk set er ret usandsynligt, siger Matilde Kimer. Derudover stiller flere også spørgsmålstegn ved, hvorfor der gik næsten et døgn, før resultatet af de digitale stemmer blev lagt frem.

Mens videoerne af uregelmæssigheder kan opfattes som smårapseri, så opfatter oppositionen resultaterne omkring de elektroniske stemmer som ulovligheder i bankrøveri-klassen.

Derfor nægter Kommunistpartiet nu at anerkende resultatet af de elektroniske stemmer - og det er uden fortilfælde, fortæller Matilde Kimer. Partiet har nemlig ikke tradition for at stille sig på tværs af Putin-regeringen.

- De siger simpelthen, at det er røveri ved højlys dag, siger Matilde Kimer.

Partiets leder, Gennady Zjuganov, kalder resultatet af weekendens valg et resultat af "åbenlys svindel".

- Vi vil ikke tillade at skurke og banditter stjæler vores resultat, lyder meldingen fra Zjuganov.

Den endelige opgørelse af valgresultatet er nu udskudt til på fredag. Det skyldes officielt, at myndighederne vil efterprøve de mange klager, der har været.

- Men mit bud er også, at man vil forsøge at forhindre, at vreden vokser, siger Matilde Kimer.

Forventer ikke et efterspil

Trods utilfredsheden og de mange videoer af åbenlys svindel forventer Matilde Kimer ikke, at det fører til et større efterspil.

- Det er svært at forestille sig, at der vil blive gjort noget specifikt ved det, lyder det fra Matilde Kimer. Hun fortæller, at otte personer fra valgsteder rundt omkring i Rusland er blevet fyret fra deres positioner, fordi man har fundet såkaldte uregelmæssigheder.

Ifølge korrespondenten er der flere grunde til, at der ikke er grund til at forvente et større efterspil trods beskyldningerne om valgsnyd.

- Samfundet er splittet op i dem, der ser et problem med det her, og så dem, som enten er ligeglade eller mener, at det er i orden, at der bliver snydt lidt på vægtskålen for at opnå det bedste resultat, siger Matilde Kimer, som også peger på, at det meste af magten i Rusland er placeret i Putin-tro hænder.

Flere af Kommunistpartiets kandidater indkaldte her til aften til demonstration i Moskva. De beder deres tilhængere om at gå på gaden hver dag, indtil valgresultatet bliver annulleret:

Tilhængere af Kommunistpartiet protesterede her til aften mod de foreløbige valgresultater i Moskva. (Foto: Shamil Zhumatov © Ritzau Scanpix)

- Når magten ligger så entydigt hos Forenet Rusland, så er spørgsmålet, hvem der skal gå ind og lave tingene om. Der er den centrale valgkomite, men hvis man er i oppositionen, så mener man helt sikkert ikke, at der er tale om en uafhængig myndighed, siger hun.

Derudover giver de gentagne oplevelser af valgfusk en selvforstærkende effekt, mener korrespondenten.

- Hver gang man har en opfattelse af, at valget er illegitimt og udemokratisk, og der stadig ikke sker noget, så er ens forventninger til forandringer det lavere.

Stopklodser på stribe

Blandt andet EU har kritiseret måden, det russiske parlamentsvalg er foregået på. Ifølge Bruxelles har valget nemlig været præget af intimidering.

- Det, vi har set op til valget, var en atmosfære af intimidering af alle kritiske og uafhængige stemmer, siger Peter Stano, EU's talsmand for udenrigspolitiske anliggender ifølge Ritzau.

Ifølge talsmanden er EU bekymret over meldinger om svindel fra lokale valgobservatører.

- Der var ingen international uafhængig observation, så det er meget svært at se, hvordan valget blev gennemført.

- Men vi har hørt fra flere uafhængige lokale observatører, som melder om mange uregelmæssigheder under valget, siger Stano.

Kommunistpartiet kom ud af valget som Ruslands andetstørste parti. Det skyldes i høj grad, at en lang række oppositionspolitikere ikke fik lov til at stille op. Det gælder blandt andet den prominente oppositionspolitiker og Putin-kritiker, Alexej Navalnyj, der har siddet fængslet siden februar, og alle hans politiske samarbejdspartnere.

Et maleri af oppositionsfiguren Aleksej Navalny bliver malet over i Sankt Petersborg. (Foto: VALENTIN EGORSHIN)

I fredags blev en særlig app, som den russiske opposition står bag for at organisere en bestemt stemmestrategi for at stikke en kæp i hjulet på Forenet Rusland, ligeledes fjernet fra Apple og Googles app-platforme.

Beslutningen kom ifølge New York Times, efter de russiske myndigheder - som siger, at appen er ulovlig - truede med at retsforfølge lokale medarbejdere hos Apple og Google.

Facebook
Twitter