Kommunistpartiet kommer covid-knægtet kinesisk tech til hjælp

Kinas højtflyvende teknologiselskaber er i problemer med faldende overskud, massefyringer, og en økonomi i stilstand.

Den kinesiske regering signalerer en opblødning overfor techbranchen i et forsøg på at stabilisere arbejdsmarkedet. (Foto: TINGSHU WANG © Ritzau Scanpix)

Den kinesiske økonomi er i modvind, og det kan mærkes blandt de kinesiske teknologiselskaber.

Tirsdag var det Tencent, det mest værdifulde selskab i Kina, der meldte om nulvækst for første kvartal i 2022 ved siden af en halvering af overskuddet.

- Vi har søsat initiativer til at begrænse omkostninger og rationalisere de dele af forretningen, der ikke er kerneforretning, fortalte Tencent-direktør Pony Ma investorerne i forbindelse med det skuffende regnskab.

Tencent er en schweizerkniv af et firma med blandt andet sociale medier, mobilspil, reklamer og betalingsteknologi samt et hav af investeringer i andre teknologiselskaber - og dermed en god kanariefugl for sektoren.

En sektor, der over en bred kam har leveret skuffende regnskaber som resultat af faldende vækst, covid-nedlukninger, og hvad der er dybt ”den regulatoriske vinter.”

Kommunistpartiet til undsætning?

Den regulatoriske vinter begyndte i slutningen af 2020 med den annullerede børsnotering af Jack Ma og Alibabas fintech-selskab Antpay.

Siden er den amerikanske børsnotering af Didi, det kinesiske svar på Uber, blevet mudret til - efterfulgt af en hårdere linje overfor livestreamere og en kaskade af tiltag mod mobilspilssektoren, der blandt andet har sat begrænsninger for unge kineseres spilletid.

Tirsdag mødtes den kinesiske vicepremierminister, Liu He, med en række topchefer fra teknologisektoren i et forsøg på at signalere, at den regulatoriske vinter er på vej ind i et forår, men ikke alle er optimistiske.

Kinas vicepremierminister, Liu He, prøver at signalere, at der er nye tider på vej. (Foto: LEAH MILLIS © Ritzau Scanpix)

- Jeg ser ikke det her som enden på de øgede reguleringer, men derimod et signal om, at vi er tættere på et sted, hvor de samlede reguleringskrav er på plads, siger Michael Norris, research manager ved AgencyChina.

Ifølge Michael Norris er den kinesisk regering selv ved at have et færdigt billede af, hvordan regulering af landets teknologiselskaber skal se ud, men markederne har ikke købt den analyse, og Hang Seng tech index, der følger de 30 største teknologiselskaber i Hong Kong, er nede med en fjerdedel i 2022 og 47 procent, hvis du måler et år tilbage.

Tencents markedsværdi er halveret fra sit højdepunkt i 2021.

Realøkonomiske konsekvenser

Ifølge Daphne Lui, professor i finansiering ved ESSEC handelsskole i Singapore, er Tencent og de andre teknologiselskaber blandt andet tynget af covids genkomst i Kina, der har holdt millionbyen Shanghai helt lukket i 52 dage.

- De her covid-nedlukninger er en udfordring for hele økonomien, og det afspejles i teknologisektorens resultater, siger hun.

Modsat vestlige teknologiselskaber, der strøg til himmels i begyndelsen af pandemien, er de kinesiske ditto gået den anden vej. Problemerne er blandt andet standset levering af varer som resultat af nedlukninger og manglende købsappetit blandt kineserne, der kan mærke afkølingen i den reelle økonomi.

Arbejdsløsheden i byerne er stigende og nåede 6,1 procent i april, hvilket er det højeste niveau siden covid-udbruddet i Wuhan i 2020, og der florerer rygter om, at teknologiselskaber som Alibaba, Bilibili og Bytedance - Tiktoks moderselskab - vil afskedige op til 20 procent af arbejdsstyrken.

Bytedance står blandt andet bag TikTok, som er eksploderet i popularitet. (Foto: China Stringer Network © Ritzau Scanpix)

Ifølge Technode, et Kina-baseret teknologimedie, blev der afskediget 73.000 teknologimedarbejdere det seneste år. Det rammer især dimmittender, for hvem de store teknologiselskaber har været en yndet destination.

Udsigt til modvind for millioner af dimmittender

Til sommer rammer næsten 11 millioner nyudklækkede universistetsdimmittender jobmarkedet, og det bliver i hård modvind. En genkendelige situation for dimmittender de sidste par år:

- Mange vil fortsætte deres studier i stedet for at lede efter job, ligesom vi har set det tidligere år, siger Daphne Lui. Det vil løse den enkelte dimmittends udfordringer på kort sigt, men ikke de strukturelle problemer.

Andre nyuddannede vil søge ind hos de statsejede selskaber eller i statsapparatet, som premierminister Li Keqiang flere gange har opfordret til at øge antallet af jobopslag.

”Men” siger Michael Norris:

- Gabet mellem stillinger til nyuddannede og antallet af nyeuddannede er bare for stort til, at en enkelt aktør kan gøre en mærkbar forskel.

Sommeren 2022 bliver derfor endnu et år, hvor der er flere dimmittender end attraktive jobs på markedet, hvilket vil betyde øget arbejdsløshed og flere deltidsansættelser.