Konflikten i Sudan: Bliver Sudan nogensinde fri for magtsyge militærmænd?

Ifølge Folkekirkens Nødhjælp har magtkampen berørt flere end ni millioner mennesker i Sudan

- Frihed, fred og retfærdighed! En revolution for folket.

Sådan lød det i Sudans hovedstad, Khartoum, for et par år siden.

Dengang lykkedes det den sudanske befolkning at slippe af med den forhadte præsident, Omar al-Bashir, der havde siddet på magten i tre årtier.

En mand, som er blevet kaldt en af verdens værste diktatorer.

Sudaneserne håbede, at præsidentens exit betød, at de var et skridt tættere på et demokrati.

Og sådan så det også kortvarigt ud.

Magtsyge militærgeneraler

For de to militærgeneraler, Abdel Fattah al-Burhan og Mohamed Hamdan Dagalo, som væltede præsidenten i 2019, lovede nemlig befolkningen, at de ville starte processen om at danne en civil regering og et demokrati.

Men den proces er af flere omgange gået i stå.

Og nu er de to militærgeneraler røget i totterne på hinanden, og den civile befolkning er igen fanget midt i krydsilden af en magtkamp.

Se videoen øverst i denne artikel, hvis du vil blive klogere på den blodige magtkamp, som indtil videre har sendt over en million mennesker på flugt.