Konflikten trappes op: Italien beskylder Frankrig for at udpine Afrika

Macron er et perfekt skræmmebillede for Italiens EU-kritiske regering, siger ekspert.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, bliver ofte kritiseret af de italienske regeringspartier. (Foto: pascal rossignol © Scanpix)

Der blev uddelt diplomatiske skideballer, da Italiens ambassadør i Frankrig, Teresa Castaldo, i går stod skoleret i det franske udenrigsministerium.

Hun var blevet indkaldt, efter at den italienske vicepremierminister, Luigi Di Maio, i weekenden havde beskyldt franskmændene for at være årsag til, at hundredtusindvis af afrikanere i de senere år er rejst mod Europa.

- Hvis folk vælger at forlade Afrika, skyldes det europæiske lande – Frankrig, frem for alt – som aldrig er holdt op med at kolonisere dusinvis af afrikanske lande, sagde premierministeren, som kommer fra protestpartiet Femstjernebevægelsen.

- EU burde indføre sanktioner mod Frankrig og andre lande som Frankrig, der udpiner Afrika, og som får disse mennesker til forlade deres hjemlande. Afrikanere burde være i Afrika - ikke på bunden af Middelhavet, sagde han med henvisning til de mange migranter, der i årenes løb er druknet på deres færd mod Europa.

De bemærkninger faldt bestemt ikke i god jord hos den franske regering med præsident Emmanuel Macron i spidsen.

Luigi Di Maio, der er vicepremierminister i Italien, lægger ikke skjul på sin kritik af den franske regering. (Foto: Riccardo Antimiani © Scanpix)

Konflikt med dybe rødder

Ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa blev de betegnet som både ”fjendtlige og uberettigede” af den franske regering. Ikke mindst, når man ser det ”i forhold til det partnerskab, Frankrig og Italien har i EU”, lød det ifølge nyhedsbureauets kilder.

Men det er dog langt fra første gang, at den italienske regering, der udover Femstjernebevægelsen består af det højrenationalistiske Lega, sender verbale stikpiller af sted mod deres franske kolleger.

Luigi Di Maio har offentligt bakket op om den franske protestbevægelse ’De Gule Veste’, der i den seneste tid har demonstreret rundt om i Frankrig mod regeringen og præsident Macrons politiske kurs.

Mandag var det så Lega-partiets leder og indenrigsminister, Matteo Salvini, der langede ud efter franskmændene. Han påstod i et tv-interview, at ”Frankrig ikke har nogen interesse i at stabilisere situationen” i det borgerkrigshærgede Libyen.

Legas leder, Matteo Salvini, var tidligere på måneden i Polen for at undersøge, om han kan indgå et samarbejde med landets EU-kritiske regering frem mod europaparlamentsvalget i maj. (Foto: Riccardo Antimiani © Scanpix)

- Sandsynligvis fordi de har olieinteresser, der strider med Italiens interesser, sagde Matto Salvini, som tidligere har betegnet Frankrig som et hjemsted for ”en række terrorister, der har slået folk ihjel i Italien”.

Ifølge Gert Sørensen, der er seniorforsker ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet og ekspert i italiensk politik, er konflikten mellem de to lande ikke ny.

- Den har dybere rødder, men den er eskaleret i den seneste tid, understreger han.

Det perfekte skræmmebillede

Allerede i juni sidste år sagde den italienske vicepremierminister, at Frankrig risikerer at blive ”Italiens fjende nummer ét”. Det skyldes først og fremmest udfordringen med de mange migranter og flygtninge, der i de seneste år er ankommet med båd til Italien.

- Her føler Italien, at Frankrig og resten af Europa har svigtet dem. Det var også en væsentliglig del af den retorik, der sidste år bragte den nuværende italienske koalitionsregering til magten. Her slog begge partier på nogle meget stærke nationalistiske toner, fortæller Gert Sørensen.

Dertil strides Frankrig og Italien lige nu om en milliarddyr højhastighedstogforbindelse mellem de to lande, som Femstjernebevægelsen truer med at spænde ben for.

- Vi ved ikke, hvor den konflikt ender, men det har skabt irritation i Paris, hvor der er blevet sat mange penge af til det, forklarer Gert Sørensen.

Derudover skal man se den seneste tids kritik som en optakt til det kommende valg til Europa-Parlamentet, der finder sted i maj, vurderer Gert Sørensen.

Selvom Femstjernebevægelsen og Lega langt fra er enige om alt, så er de enige om at være kritiske over for EU-samarbejdet.

Og her er Frankrigs stærkt EU-begejstrede præsident, der taler for at styrke unionen og eksempelvis oprette en europæisk hær, blevet det perfekte skræmmebillede, forklarer Gert Sørensen.

Tyskland vil styrke venskabet

- Femstjernebevægelsen har spillet hårdt ud over for Frankrig for at etablere en mere synlig europæisk profil frem mod europaparlamentsvalget til maj, siger Gert Sørensen og fortsætter:

- Lega har sin egen, stærkt EU-kritiske dagsorden, hvor det handler om at få reformeret det europæiske samarbejde, så nationalstaterne kommer til at fylde mere. Men begge partier kan bruge præsident Macron som skræmmebillede på det, de mener, er forkert med EU, siger han.

Sideløbende med, at Frankrig og Italien har skruet op for ordstriden, har Frankrig og Tyskland omvendt valgt at finde de forsonende gloser frem.

Tidligere i dag underskrev Emmanuel Macron og den tyske kansler, Angela Merkel, en ny venskabsaftale, der skal styrke deres indbyrdes forhold – og EU-samarbejdet.

De store smil var fremme, da den franske præsident og den tyske kansler i dag underskrev den nye aftale. (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)

- 74 år efter slutningen på Anden Verdenskrig, hvilket svarer til et menneskes levetid, bliver der igen sat spørgsmålstegn ved det, der burde være selvindlysende, lød det fra den EU-positive Angela Merkel.

- Derfor er der først og fremmest brug for, at vi på ny forpligter os til at leve op til det ansvar, vi har i den Europæiske Union. Et ansvar, som Tyskland og Frankrig skal værne om.

Ifølge Gert Sørensen viser det med tydelighed de politiske skillelinjer, der findes i Europa i disse år.

- Hvis man går tilbage til EU-projektets opstartsfase, spillede Italien en meget mere proaktiv rolle. Det var et trekløver sammen med Tyskland og Frankrig. Men nu er Italien kørt ud på et sidespor, og det er ikke på samme måde en samarbejdspartner, man kan regne med i EU, siger han.

- Det er her, parterne nu prøver at positionere sig selv.