Kontroversielt højreparti lukket ind i varmen: 'Det her er noget, der ryster Tyskland'

Et banebrydende tabubrud i tysk politik kan vælte den tyske regering, siger DR's korrespondent i Tyskland.

Demonstranter gik i aftes på gaden i blandt andet Berlin for at tage afstand til højrepartiet AfD. (Foto: JOHN MacDougall © Scanpix)

Regeringsdannelsen i den lille delstat Thüringen har skaber store overskrifter på tværs af Tyskland.

Bevæbnet med skilte med budskaber som "stop brandstifterne" og "ud med nazisterne" protesterede tusinder af tyskere i går i blandt andet Berlin, Düsseldorf og Leipzig.

Vreden skyldes, at højrefløjspartiet Alternative für Deutschland, AfD, har fået politisk indflydelse i delstaten ved at udpege Thüringens nye liberale ministerpræsident i samarbejde med Angela Merkels kristendemokratiske parti, CDU.

Og det er et stort brud på de tyske partiers uskrevne regel om ikke at samarbejde med AfD. Det skyldes blandt andet, at flere af partiets frontfigurer har nedtonet nazisternes forbrydelser.

Derudover har flere folk i partiet tætte bånd til højreekstremistiske grupper.

Derfor har samarbejdet i Thüringen sat gang i en udvikling, der kan blive sprængfarlig for den tyske regering.

De tyske socialdemokrater truer nemlig med at sprænge Angela Merkels regering, hvis der ikke straks bliver gjort noget ved situationen i Thüringen.

- Og folk går altså på gaden i de tyske storbyer. Det her er noget, der ryster Tyskland, lyder det fra Michael Reiter, DR's korrespondent i Tyskland.

Ikke kun et tabubrud

Selv om valget af en ministerpræsident i Thüringen normalt ikke trækker store overskrifter, så er det altså tilfældet denne gang, fordi de borgerlige partier i delstaten har brudt tabuet forbundet med AfD.

Demonstranter gik på gaden i blandt andet Berlin i aftes, hvor de tog afstand fra det højrenationalistiske parti:

Det er en kæmpe symbolsk sejr for højrepartiet, og det har affødt stærke reaktioner på tværs af Tyskland, hvor både de traditionelle og de sociale medier svømmer over med heftige udmeldinger, fortæller Michael Reiter.

- Mange her i landet anser AfD for at være et antidemokratisk parti, siger korrespondenten og tilføjer, at der ligefrem bliver draget paralleller til nazisternes magtovertagelse i 1930'erne.

  • Thomas Kemmerich fra det liberale parti, FDP, blev i går valgt som delstatspræsident i Thüringen med hjælp fra det kontroversielle AfP-parti. (Foto: JENS SCHLUETER © Scanpix)
  • Udenfor markerede demonstranter deres utilfredshed. (Foto: JENS SCHLUETER © Scanpix)
  • AfD er stærkt indvandringskritisk og er i mange år blevet forsøgt isoleret i tysk politik. Partiet fik 12,6 procent af stemmerne ved det tyske valg i 2017. På billedet ses tilhængere af partiet under en demonstration i Berlin i 2018. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)
1 / 3

Partitoppen i Angela Merkels parti, CDU, såvel som i det liberale FDP, som også er en del af sagen, står nu over for nogle skæbnesvangre timer og dage, fortæller Michael Reiter.

Deres håndtering af sagen kan nemlig ramme dem ved det næste tyske valg, der senest finder sted til næste år.

- Det her er ikke bare et tabubrud, det er også et kæmpe ledelsessvigt blandt de borgerlige. CDU's formand, Annegret Kramp-Karrenbauer, havde angiveligt forbudt sine partifæller i Thüringen at stemme sammen med AfD, men det har de i givet fald set stort på.

- Det tyder på, at chefen ikke har styr på tropperne, siger korrespondenten.

- I FDPs tilfælde har formand Christian Lindner muligvis accepteret, at AfD kunne vælge hans partifælle til ministerpræsident. Håndteringen i begge partier er ekstremt problematisk, siger Michael Reiter.

Og det kan få konsekvenser for partiernes topfolk.

- Vi kan meget vel komme til at se formændene hos CDU og de liberale miste taburetten, og skal man tage de tyske socialdemokraters udmeldinger alvorligt, kan vi ultimativt komme til at se den skrøbelige tyske regering falde fra hinanden, siger korrespondenten.

- Det kan vende situationen i tysk politik helt på hovedet.

Merkel: Utilgiveligt

Den tyske kansler, Angela Merkel, lægger ikke fingre mellem, hvad hun synes om partifællernes samarbejde med AfD.

- Det er utilgiveligt, lyder det fra kansleren, der vil have beslutningen omgjort, skriver den tyske avis Der Spiegel.

Kansler Merkel er i øjeblikket på besøg i Sydafrika, men kan ikke undgå at skulle svare på spørgsmål om situationen i Berlin og Thüringen. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

Partifællernes beslutning bryder med "en grundlæggende overbevisning" hos både kansleren og CDU om, at der ikke skal findes flertal med hjælp fra AfD, lyder det fra Merkel, der kalder gårsdagen "en dårlig dag for demokratiet".

Højtstående medlemmer af den tyske regeringskoalition, der består af CDU og socialdemokratiske SPD, skal mødes på lørdag for at diskutere sagen, skriver Ritzau.

Opdateret med udtalelser fra Angela Merkel

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk