Jeg sover, da der midt om natten bliver banket på hotelværelsets dør.

Efter få sekunders gentagelse åbner de udefrakommende selv døren. Jeg når netop at komme ud af sengen, kun iført underbukser, mens seks politibetjente, nogle af dem i uniform, andre civilklædte, trænger ind i rummet.

Historien om Kinas kul skulle vise at være den mest komplicerede og sensitive, jeg hidtil har beskæftiget mig med i landet, og ender med, at jeg bliver truet som aldrig før. Man skulle ellers tro, at det var en positiv beretning for Kina.

Godt nok er landet verdens største udleder af drivhusgasser, men Kina får også international anerkendelse og ros for den grønne omstilling og ambitioner om at blive klimaneutralt i 2060.

Et virkelighedstjek i Kinas kulrige områder viser dog, hvor afhængigt mange dele af landet fortsat er af den sorte energiform.

Nye kulkraftværker i Kinas provinser

Historien begynder på en mark i det nordlige Kina. Nærmere bestemt i provinsen Indre Mongoliet uden for byen Hohhot.

Et område så øde, at køreskoleelever bruger motortrafikvejen som prøvebane, da der alligevel ikke kommer uanmeldte gæster. En egn, onde tunger vil kalde for udkants-Kina.

I et område omringet af græssende heste og snirklede kanalsystemer ligger allerede ét kulkraftværk. I kølvandet på coronakrisen godkendte de lokale myndigheder i 2020 opførslen af endnu et værk ved siden af.

I en landsby i nærheden bor den midaldrende mand Liu Runxi sammen med sin mor. Det viser sig, at han arbejder som daglejer på byggepladsen, hvor det nye kraftværk opføres. Selv om han og moren lever af byggeriet, er han modstander af projektet. Såvel områdets drikkevand som grøntsager er sundhedsskadelige, hvilket skyldes forurening fra det eksisterende værk, fortæller Liu Runxi.

- Vi har ikke længere godt drikkevand. Jorden er også blevet forurenet, så vi kan ikke spise grøntsagerne. Jeg kender mindst 50 personer, der er døde af kræft. Det er unge mennesker, vi taler om, ikke de ældre, siger Liu Runxi.

Moren, der har levet det meste af sit liv i fattigdom, og som har billeder af præsident Xi hængende, synes, bekymringen for kulkraftværkerne er noget pjat.

- De unge ved ikke noget. Kulkraftværkerne er gode. Se omkring i landsbyen. Alle familier har elektricitet nu. Er det ikke godt?

Ambitiøse klimamål

Historien om Kinas forhold til kul er kompleks og til tider modsætningsfyldt. Ganske vist bruger Kina mere kul end resten af verdens lande tilsammen, men landet er også klodens største investor i grøn teknologi.

I 2015 tilsluttede Kina sig Paris-aftalen om global opvarmning, og i fjor lovede præsident Xi Jinping, at Kina er klimaneutralt i 2060 - ét skridt, der vakte glæde blandt klimaforkæmpere.

Alligevel bygger lokale myndigheder fortsat store kulkraftværker. Ifølge den internationale miljøorganisation Greenpeace bliver kulkraftværkerne ikke opført for at skaffe mere energi, men for at holde den økonomiske vækst oppe.

- Lokalregeringerne har behov for at stimulere økonomien. Så de har brug for store infrastruktur-projekter for at hæve væksten, siger klimaanalytikeren Zhang Kai fra Greenpeace i Beijing.

Myndighederne forsvarer ofte nye værker med, at de er mere klimavenlige end gamle af slagsen. Alligevel er der ingen officielle tal om, hvor mange nye kulkraftværker, der er undervejs.

- Centralregeringen har indført regler, der beder lokalregeringerne om at reducere antallet af nye kulkraftværker. Konflikten mellem centralregeringen og lokale myndigheder efter coronakrisen er åbenlys, forklarer Zhang Kai.

Ifølge det amerikanske medie NPR anslås det, at Kina i de kommende år vil bygge cirka 300 kulkraftværker uden for landets grænser, især udviklingslande i Asien og Afrika.

Arresteret i kulland

De grønnere toner fra regeringen i Beijing kan ikke høres i alle afkroge af Kina, og slet ikke i kulrige provinser som Shaanxi i den nordlige del af landet. Vi er på besøg ugen efter rejsen til Indre Mongoliet.

På en flere timer lang køretur fra byen Yulin er vi konstant omgivet af åbne lastvogne med toppe af kul, og det er åbenlyst, at de lokale myndigheder går op i at beskytte kulindustrien, der ofte opererer uden de rette tilladelser.

Mens vi filmer ved en åben kulmine i provinsen, dukker to personer fra mineselskabet op og stiller adskillige spørgsmål. Inden vi når at køre væk, tager de ansatte billeder af vores nummerplade, som de senere bruger til at identificere os med.

Det er sådan, fotografen og jeg ender med at tilbringe det meste af natten med at være tilbageholdt af politiet på vores hotelværelser i Yulin.

Inden betjentene kommer ind til mig, har 10-11 betjente tilbragt cirka en time på fotografens værelse, hvor de har gennemgået alt udstyr og optagelser, mens han er blevet krydsforhørt om vores færden.

På mit værelse filmer en politibetjent, mens jeg bliver forhørt. Politilederen truer mig med årelang fængselsstraf for at optage i kulmineområdet, selvom vi befandt os på offentligt område og fulgte alle regler for udenlandske medier i Kina.

De første timer insisterer han på, at jeg underskriver en erklæring om, at jeg har overtrådt kinesisk lovgivning. Da jeg flere gange nægter, anklager han mig for at være spion og truer med, at jeg kommer til at tilbringe resten af mine dage i Shaanxis fængsler.

Efter flere timers forhør er kompromiset, at jeg underskriver en officiel undskyldning, hvori jeg også bekræfter, at det ikke vil ske igen. Jeg gør det kun af hensyn til fotografen, der i modsætning til mig ikke har et udenlandsk pas. Jeg skrev ikke under på, at jeg havde foretaget en ulovlig handling.

Næste dag får vi vores udstyr tilbage. Alle droneoptagelserne af kulmineområdet i Shaanxi er slettet, og vi bliver skygget hele vejen til lufthavnen, midt i Kinas kulland.

Se indslaget om Kinas kul i Horisont tirsdag klokken 21.25 på DR1 og DRTV.