Korrespondent: Assad står stærkere, end han har gjort i mange år

Oprørerne i Ghouta er slået, og regiment kontrollerer Damaskus-forstaden.

Oprørere beder før, de lader sig evakuere fra det østlige Ghouta (REUTERS/Bassam Khabieh) (Foto: Bassam Khabieh © Scanpix)

Oprørere og civile begyndte i dag at forlade Douma - den sidste oprørskontrollerede lomme i det østlige Ghouta, der er en forstad til den syriske hovedstad, Damaskus.

Evakueringsaftalen bekræftes af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder samt syrisk stats-tv.

Aftalen er eftersigende indgået mellem Rusland, der er den syriske regerings allierede, og oprørsgruppen Jaish al-Islam, og dermed kan det syriske regime nu genindtage den tidligere oprørsenklave.

Området, som FNs generalsekretær har kaldt helvede på jord, har været belejret siden 2013 - og siden februar har den syriske regeringshær intensiveret angrebene mod området.

FN's særlige udsending for Syrien, Staffan de Mistura, har længe kaldt på en løsning i det krigshærgede område:

- Vi søger løsninger i Damaskus, Duma, det Østlige Ghouta, Afrin, Homs, Raqqa, alle steder, hvor befolkningen lider og bliver undertrykt, understreger Staffan de Misura på et pressemøde.

Dagens evakueringsaftale omfatter både civile og oprører, men det er en skrøbelig aftale, vurderer DR Nyheders mellemøstkorrespondent Michael S. Lund:

- Tidligere i dag talte jeg med en civil, der havde været ombord på en af evakuerings-busserne, og han sagde, at der var en ret truende stemning, når man kører igennem de regimekontrollerede områder, siger Michael S. Lund.

DR Grafik

"Kæmpe sejr"

1.600 har mistet livet siden den syriske regeringshær i februar indledte en offensiv mod Ghouta, og det er en kæmpe sejr for regimet og Syriens præsident, Bashar Al-assad, at man har genvundet kontrollen med området.

- Det her er en kæmpe sejr for Assad. De her områder har været kontrolleret af oprørere i mere end fem år, og områderne er meget tæt på hjertet af Assads styre i Damaskus. Så det er en stor sejr. Han står stærkere, end han har gjort i mange år.

Det østlige Ghouta ligger uden for den syriske hovedstad Damaskus, og i løbet af marts trængte regeringshæren længere og længere ind i det oprørskontrollerede område.

400.000 civile har været fanget i kampene og måtte efter forlydener til sidst overleve ved blandt andet at spise dyrefoder.