Korrespondent: Byen, hvor alle drømmer om Europa

Senegal er blandt de bedrestillede lande i Afrika. Alligevel risikerer tusinder livet på Middelhavet.

Aldrig har jeg mødt så stærk en drøm om Europa.

Thiaroye sur Mer er en bydel lige udenfor Senegals hovedstad, Dakar. Her bor 50.000 mennesker, nærmeste nabo er Atlanterhavet. Befolkningen lever primært af at fiske, de bor i huse, har adgang til vand, strøm og skolegang.

Senegal er et af Afrikas bedre stillede lande. Her er ingen ufred, og stemningen i kvarteret er så afslappet, at vores chauffør ikke engang låser bilen, når han går hen for at bede. De er ikke rige her, men heller ikke blandt de allerfattigste i verden. Alligevel vil de til Europa.

Ja, ønsket er faktisk så stort, at alle dem, jeg møder her, drømmer om det, og de har familie, naboer og venner, der allerede bor i de forjættede lande.

2.500 døde i år

Flere end 85.000 mennesker har i år krydset Middelhavet fra det afrikanske kontinent til Europa. Omkring 2.500 har mistet livet i forsøget.

Hver gang en ny statistik bliver udgivet, så er Senegal altid et af landende i toppen af tabellen. Mere end 10.000 senegalesere har i år nået Europa.

Få af dem vil ende med at få lovligt ophold. Europæiske lande vil forsøge at sende så mange som muligt tilbage igen, og det paradis de alle drømmer om, kan synes meget tvivlsomt. Set med europæiske øjne står argumenterne for at blive hjemme, i kø, men kommer du fra Thiaroye sur Mer, så duer de ikke.

Thiaroye sur Mer, Senegal. (Foto: © Søren Bendixen, dr)

Klar til at rejse

Jeg har tilbragt en dag sammen med Babacar Noloye, Oumar Diouf og Ousseynou Diaw. Mænd i deres bedste alder, der er klar til at rejse.

Babarcar studerer økonomi, Oumar er ingeniør og Ousseynou er fisker. Lige meget hvor mange argumenter jeg præsenter dem for, så kan jeg ikke ødelægge deres drøm om Europa.

Venter døden på rejsen, ja, så er det skæbnen. Bliver de sendt retur eller ender i kummerlige lejre, ja, så skyldes det alene, at de har opført sig dårligt. De nægter simpelthen at tro på, at livet ikke er bedre i Europa, og årsagen er, at det lykkes for nogle.

Ousseynou har en bror i Spanien, Babarcar en god ven i Frankrig, der både studerer og kan sende penge hjem.

- Man er nødt til at forsøge, siger Ousseynou Diaw.

Ousseynou Diaw med sine to døtre. (Foto: © Søren Bendixen, dr)

Han er 40 år gammel, gift og far til to små piger. På spørgsmålet om hvad hans hustru skal fortælle de to små piger, hvis han dør på vej til Europa, svarer han:

- Hun ville fortælle dem at deres far døde, da han prøvede at hjælpe dem, og det vil motivere dem til at arbejde hårdt.

Og når jeg spørger hans kone, ja, så er hun enig i, at han skal tage af sted. I Senegal kan han tjene omkring 750 danske kroner om måneden. I Spanien er hans bror gadesælger, og kan sende mere end dobbelt så meget hjem, hver måned.

Uddannelse ingen løsning

Verden over har uddannelse i mange år været svaret på, hvordan man kommer ud af fattigdom og sikrer sig et godt liv. Sådan er det også her i Thiaroye sur Mer, men høj arbejdsløshed knuser fremtiden for selv de veluddannede unge.

Babacar Noloye og Oumar Diouf har begge været så heldige at få en adgangsbillet til universitetet. Oumar blev færdig som ingeniør sidste år, og har været arbejdsløs lige siden.

- Man forventer, at en, der har fået en uddannelse, får et ordentligt job og tager sig af sin familie, hvis ikke, så er du virkelig i problemer, siger han.

Babacar Noloye og Oumar Diouf. (Foto: © Søren Bendixen, dr)

Og det er derfor han nu vil prøve lykken i Europa. Ingen af mændene tror på, at de kan skabe sig en ordentlig tilværelse i Senegal - der skal noget bed

re til. Kan de stoppes eller overbevises om noget andet?

- Det er umuligt slutter Babacar Noyole.