Korrespondent: Den afgørende styrkeprøve om magten er i gang i Sudan

Militæret er rykket ind i en protestlejr og har dræbt mindst ni demonstranter.

Demonstranter i Khartoum bygger barrikader og brænder dæk. (Foto: Ashraf Shazly © Scanpix)

Håb og optimisme er afløst af frygt og usikkerhed i Sudan.

To måneder efter landets generaler stillede sig bag et folkeligt krav om at vælte landets diktator gennem 30 år, Omar al-Bashir, står folket og militæret igen stejlt over for hinanden.

I de tidlige morgentimer rykkede soldater og sikkerhedsstyrker frem mod en protestlejr i hovedstaden Khartoum. Protestlejren ved militærets hovedkvarter er blevet et symbol på det folkelige oprør i Sudan, men nu er stedet under belejring, skriver internationale nyhedsbureauer.

Soldater og politifolk skød med skarpt under aktionen. En lægeorganisation, der støtter demonstranterne, siger ifølge AP og Reuters, at mindst ni personer er blevet dræbt, mens mange er såret.

Sudanesiske tropper har nu belejret et område ved landets militære hovedkvarter. (Foto: Ashraf Shazly © Scanpix)

Uenige om magtfordeling

For lidt over to uger siden indgik militæret og demonstranterne ellers en aftale om en treårig overgangsperiode fra militært til civilt styre.

Men parterne har helt åbenlyst ikke haft samme opfattelse af, hvad aftalen gik ud på.

- Militæret havde tydeligvis ingen intention om at afgive magten i overgangsrådet. Demonstranterne har heller ikke været villige til at bøje sig. De ville have en større del af magten end det, der lå på bordet, fortæller Afrika-korrespondent i DR Nyheder, Søren Bendixen.

Han fortæller, at måden Omar al-Bashir blev væltet på, skabte et håb, som nu kan vise sig at have været naivt.

Demonstranter flygter fra skarpe skud i videoen:

Den brutale side

- Protestlejren i Khartoum blev slutningen på Bashirs styre. Man lavede simpelthen en menneskering rundt om det militære hovedkvarter og præsidentens bolig. Efter fem dage lykkedes det dem at vælte en af verdens værste diktatorer – en helt formidabel bedrift og nærmest uden tab af menneskeliv.

Men efter uger med konstruktive forhandlinger, viser militæret sig altså nu fra en mere brutal side.

- Militæret ved godt, at det ikke er i deres interesse at give magten til befolkningen. For mange af de mænd, som sidder og leder landet nu, var med under Bashir og er skyldige i mange af de samme forbrydelser som præsidenten. De ønsker ikke, at det, der overgik Bashir, skal overgå dem, siger Søren Bendixen.

Demonstranter bygger barrikader rundt om i hovedstaden. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Hvem blinker først?

Han siger, at en afgørende styrkeprøve mellem militæret og demonstranterne nu er begyndt.

- Militæret er oppe mod rigtig mange mennesker, og det kan vise sig nødvendigt at være meget brutale, hvis de skal trumfe deres vilje igennem.

- Det handler om, hvem der blinker først: Går folket på gaden, eller bliver de hjemme, fordi de simpelthen er for bange for militæret. Hvis det samme antal mennesker går på gaden i morgen som i dag, så kan det blive vanskeligt for militæret at slå ned.

Facebook
Twitter