Korrespondent efter domme: Endnu flere vrede cataloniere vil gå på gaden

Dagens domme har ført til demonstrationer i hele Catalonien.

- Nu starter konflikten i Spaniens helt store hovedpine igen.

Sådan fortæller DR's europakorrespondent, Anna Gaarslev, om hvad fremtiden i den spanske republik Catalonien bringer, og hovedpinen gør ekstra ondt i dag.

Ni fængselsdomme mod 10 fremtrædende catalanske politikere og to politiske ledere om tilskyndelse til oprør i forbindelse med den catalanske uafhængighedsafstemning i 2017 er i dag afsagt.

De tre sidste blev kun fundet skyldige i lydighedsnægtelse, og derfor blev de ikke idømt fængselsstraf.

I to år har det politiske slagsmål om catalansk uafhængighed været i bero. Men dommene på mellem 9 og 13 års fængsel, har sat gang i et politisk efterspil med demonstrationer over hele Catalonien, fortæller Anna Gaarslev.

- Nu står det klart, at Spanien ikke legitimerer den catalanske politiske kamp, men i stedet betragter den som en meget alvorlig forbrydelse, siger hun.

Dagens domme fik folk på gaden i Barcelona:

Puigdemont ikke dømt

Den tidligere catalanske præsident, Carles Puigdemont, var ikke blandt de dømte i dag.

Tilbage i oktober 2017 flygtede Puigdemont til Belgien, og den tyske domstol har indtil videre nægtet at udlevere ham til Spanien. I dag har Spaniens højesteret endnu engang udstedt en europæisk arrestordre på Puigdemont.

Efter udstedelsen holdt Puigdemont en tale, der blev sendt på Youtube:

- Vi er nødt til at have samme mulighed, som alle verdens mennesker har; at vores sprog og vores kultur respekteres. Kun sådan kan vi garantere catalanske borgerne et værdigt liv. Uden at blive overvåget, uden at være underlagt kontrol eller trusler. Vores partnere er ofre for vilkårlig arrestation, sagde Puigdemont blandt andet.

Han opfordrede videre catalonierne til at mobilisere sig og demonstrere mod dagens domsafsigelser.

  • Demonstranter er gået på gaden i Catalonien efter dagens domsafsigelse mod 12 politikere. (Foto: DR Nyheder)
  • En juridisk kamp, der har varet siden den 1. oktober 2017, kulminerede i dag ved domsafsigelsen.(Foto: DR Nyheder)
  • 1.800 betjente er sat ind i de catalanske gader, hvor man forventer demonstrationer.(Foto: DR Nyheder)
  • Den 1. oktober 2017 blev en uofficiel uafhængighedsafstemning afholdt. Et flertal af vælgerne stemte ’ja’ til uafhængighed fra Spanien. 90 procent stemte for, men valgdeltagelsen var kun på cirka 42 procent. (Foto: DR Nyheder)
1 / 4

Demonstrationer lammer infrastruktur

Det spanske politi har omringet Barcelonas hovedbanegård, Estación de Barcelona Sants, og den kollektive trafik kan kun benyttes, hvis man viser sin billet til de uniformerede mænd ved indgangen, hvor alle bliver kontrolleret.

- Det politiske efterspil er meget usikkert, men på den korte bane vil vi se endnu flere demonstrationer over alt i Catalonien, fortæller Anna Gaarslev.

Og demonstrationerne begyndte umiddelbart efter domsafsigelsen.

Demonstranterne forsøger at lamme infrastrukturen i Barcelona. Metroen blev kortvarigt stoppet i det meste af byen, og flere demonstranter har også forsøgt at standse trafikken i lufthavnen.

Optøjerne i lufthavnen ses i videoen fra Twitter.

Også den verdenskendte fodboldklub FC Barcelona har kommenteret dagens domsafsigelse. På klubbens Twitter-profil er der blevet delt en længere erklæring, hvor hovedbudskabet er, at fængselsstraffene ikke er den rigtige løsning.

Det catalanske fodboldforbund har desuden udsat alle dagens fodboldkampe i regionen mandag som konsekvens af dagens domme.

Politisk konflikt vækket fra dvale

Den 1. oktober 2017 udløste en ulovlig afstemning om catalansk uafhængighed store demonstrationer fra befolkningen side.

Og det er afviklingen af den afstemning, som de 12 dømte catalanske politikere og politiske ledere i dag dømmes for.

- Den politiske konflikt har været i dvale i to år, men nu har domstolen sagt deres, og så starter den politiske kamp igen, siger Anna Gaarslev.

Og med dagens domme er håbet i Catalonien, at det udløser mere sympati for den catalanske uafhængighedskamp :

- Opfattelsen blandt separatisterne er, at Catalonien bliver tromlet af Spanien, og at dommene styrker et billede af en legitim og demokratisk kamp.

De dømte vil dog ikke acceptere den høje strafudmåling. De vil appellere dommen højere oppe.

- Der er ingen tvivl om, at de dømte vil tage dommen videre til den europæiske menneskerettighedsdomstol, siger Anna Gaarslev.

Store demonstrationer i Catalonien er i dag startet efter de ni fængselsdomme i dag er faldet. Demonstranterne kræver de ni catalanske politikere, og politiske ledere løsladt. (Foto: Enric Fotcuberta © Scanpix)

Et stort emne ved det spanske valg

Den 17. september i år udskrev den spanske præsident lynvalg til afholdelse den 10. november.

Og det ser ud til, at et af de store emner ved dette valg igen bliver catalansk uafhængighed.

- Der er en bred opfattelse af, at Spanien er skredet meget hårdt ind, og at strafudmålingen har været ude af proportioner i forhold til, hvad de dømte egentlig har gjort, og det kan have konsekvenser for det spanske valg, siger Anna Gaarslev.

Flere moderate cataloniere mener, at den spanske domstol er gået for langt de hårde domme.

- Den catalanske befolkning vil have ro på spørgsmålet om catalansk uafhængighed, og derfor ønsker de en afstemning, siger Anna Gaarslev.

Det catalanske selvstyre langer også ud efter Spanien.

Den catalanske udenrigsminister, Alfred Bosch, har udtalt, at dommen er udelukkende politisk, og at dommen er faldet over de dømtes holdninger ikke og ikke deres handlinger.

- Fængselsstraffene mod de catalanske ledere er en historisk fejltagelse, der i stedet for at løse problemet hjælper med at gøre det værre, siger Alfred i en erklæring.

Præcisering: Følgende afsnit har tidligere fremgået af artiklen: "Og dommen har udløst sympati for den catalanske uafhængighedskamp, fortæller hun videre. - Catalonien bliver tromlet af Spanien, og det styrker et billede af en legitim og demokratisk kamp." Det er siden præciseret til "Og med dagens domme er håbet i Catalonien, at det udløser mere sympati for den catalanske uafhængighedskamp: - Opfattelsen blandt separatisterne er, at Catalonien bliver tromlet af Spanien, og at dommene styrker et billede af en legitim og demokratisk kamp.", da det giver et mere retvisende billede af stemningen i Barcelona.