Korrespondent: EU-udvalg vil fratage Ungarn stemmeretten i Ministerrådet

Borgerrettigheds-udvalget i EU vil åbne sag mod Ungarn. Karin Axelsson analyserer.

Sådan her, med håndsoprækning, kommer det til at se ud, når Europa-Parlamentet skal stemme om at rejse en Artikel 7-sag mod Ungarn. (Foto: FREDERICK FLORIN © Scanpix)

Situationen og retstilstanden i Ungarn er så bekymrende, at EU-Kommissionen bør indlede en undersøgelse af retstilstanden i landet.

Det mener et flertal i Europa-Parlamentets borgerrettighedsudvalg, som i dag har stemt for at gå videre med sagen. Parlamentet skal derfor stemme om at åbne en såkaldt artikel 7-procedure mod Ungarn.

Parlamentets liberale leder, Guy Verhofstadt, vil også have en artikel 7-procedure mod Ungarn.

- Demokratiet og retsstaten er klart truet i Ungarn, siger Verhofstadt ifølge Ritzau.

DR Nyheders EU-korrespondent Karin Axelsson giver her svar på tre centrale spørgsmål om sagen.

Hvad er det, parlamentet er så bekymret over?

- De er bekymrede over, at (Viktor, red.) Orbán-regeringen har savet meget kraftigt i de demokratiske grundpiller i Ungarn, som parlamentet ser det: På pressefriheden ved at overtage styrringen med en masse medier, og han har gennemført flere bekymrende reformer over for domstolene og civilsamfundet.

Så sent som i sidste uge vedtog Ungarn flere love, som vil slå hårdt ned på internationale menneskerettighedsorganisationer og begrænse deres muligheder for at operere i Ungarn.

Hvad betyder den her afstemning - kan parlamentet overhovedet gøre fra eller til?

- Ja, det kan de faktisk. For ligesom kommissionen har åbnet en sag mod Polen, fordi man er bekymret over retstilstanden i Polen, så kan Europa-Parlamentet også af egen drift beslutte, at kommissionen bør åbne en tilsvarende sag mod Ungarn. Det var en proces (mod Ungarn, red.), som parlamentet satte i gang sidste år, og i dag har borgerrettighedsudvalget så bakket op.

Næste skridt er, at hele parlamentet til september skal stemme om det. Hvis der er to tredjedele flertal, kan man altså indelede en såkaldt artikel 7-undersøgelse af retstilstanden i Ungarn, det er en ret alvorlig sag.

Hvad er konsekvensen i sidste ende, hvis artikel syv bliver aktiveret?

Det her er det tungeste våben, man kan trække i EU. En artikel 7-sag kan føre til, at landet kan blive frataget stemmeretten (i Ministerrådet, red.), og det er ingen, der ønsker.

Men det er altså en langsommelig og tung proces, netop fordi det har så store konsekvenser, men bare det, at der bliver åbnet en sag, er alvorligt for et land, afslutter Axelsson.

Afstemningen i EU-Parlamentet skal finde sted på en samling i Strasbourg til september. Men det kræver, som Axelsson påpeger, i givet fald to tredjedele flertal at gå så vidt. Og Polen og Ungarn ventes at blokere den slags skridt mod hinanden.

Facebook
Twitter