Korrespondent: Flygtningepres på EU sender menneskesmuglernes priser i vejret

Ifølge DR’s Europa-korrespondent på Balkan ligger menneskesmuglernes priser mellem 60 og 1.500 euro.

Flygtninge forsøger desperat at komme med et tog mod det centrale Europa i den lille makedonske by Gevgelija. (Foto: GEORGI LICOVSKI © Scanpix)

Med det massive flygtningepres på Europa har menneskesmuglerne kronede dage.

Det fortæller DR’s Europa-korrespondent Anna Gaarslev, der befinder sig i Serbien, hvor især hovedstaden Beograd er ved at udvikle sig til et mødested for menneskesmuglere og flygtninge.

- Det er også et sted, hvor man har brug for lokal hjælp, smuglere, og derfor ser vi også, at priserne for at blive fragtet ind i EU er steget ret så voldsomt på det seneste, forklarer hun.

Vil over inden der kommer hegn

Anna Gaarslev selv befinder sig i den serbiske by Subotica, der grænser op til Ungarn, der netop er i færd med at opføre et hegn for at holde de mange flygtninge ude.

Et byggeprojekt, som også er med til at øge presset på flygtningene.

- Ungarns strategi er klar: Vi vil ikke have jer ind. Derfor ved flygtningene godt, at de skal skynde sig, fortæller hun.

Indtil det ungarske hegn mod Serbien er opført, vil Ungarn indsætte tusindvis af ekstra politibetjente ind for at bevogte grænsen.

"Luksustur" til 1.500 euro

Den billigste model er at blive fragtet ud til et jernbanespor og så selv gå resten af vejen ind i Ungarn. Det løber op i omkring 60 euro (omkring 440 kroner), mens ”luksusturen” løber op i hele 1.500 euro (omkring 11.200 kroner).

- Det er der, hvor man måske bliver kørt med over af en bil og fulgt et godt stykke op i Ungarn, fortæller Anna Gaarslev.

- Der er masser af mennesker, som er parate til, for en klækkelig betaling, at forsøge på at få flygtningene ind i det Ungarn, som ikke har nogen som helst interesse i flygtningene.

100.000 tusinde i juli

At presset på EU er stort, bekræftes af nye tal fra EU’s grænseagentur, Frontex.

For første gang nogensinde er antallet af flygtninge, som strømmer over EU's grænser, nemlig nået højere end 100.000 personer på en måned.

Flere end 107.500 mennesker forsøgte at komme ind i EU i løbet af juli måned i år, hvilket er det højeste antal, siden Frontex begyndte at registrere flygtningestrømmen i 2008.

- Dette er en nødssituation for Europa, som kræver, at alle EU-medlemslande træder til og hjælper med at støtte de lande, der tager imod massive antal flygtninge ved deres grænser, forklarede Frontex administrerende direktør, Fabrice Leggeri tirsdag.

Følger flygtningerute

DR’s korrespondent følger i disse dage flygtningenes rute op igennem Europa.

Den går ofte over Grækenland, hvorfra nogle drager videre mod Makedonien, gennem Serbien til Ungarn og videre ind i kontinentet.

- Makedonien og Serbien har valgt at give flygtningene 72 timer til at søge asyl, men det skal man ikke tage så bogstaveligt – jeg har i hvert fald aldrig hørt om nogen flygtninge, der vil søge asyl i Makedonien eller Serbien.

Det skaber flaskehalse flere steder, hvor flygtningene bare hober sig op og myndighederne ikke har ressourcerne til at håndtere situationen.

- Et land som Makedonien er ikke i stand til at håndtere massive menneskestrømme og derfor sover tusinder af mennesker på gader og stræder, fortæller Anna Gaarslev.

- Det er beskidt og desperat, og de makedonske myndigheder gør intet andet, end at bevogte de flygtninge, der er. Det er simpelthen et overfyldt hjørne af Europa, vi befinder os i lige nu.