Korrespondent før møde mellem Merkel og Putin: Store fællesinteresser for Nord Stream 2

Den omstridte russiske gasrørledning Nord Stream 2 er på dagsordenen, når den tyske kansler senere i dag mødes med Ruslands præsident.

Tyskland og Rusland har fælles interesser i endnu en russisk gasrørledning, siger DR's korrespondent i Tyskland, Michael Reiter. (Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV © Scanpix)

Det er med store fællesinteresser, at Tysklands kansler, Angela Merkel, og Ruslands præsident, Vladirmir Putin, i aften sætter sig til bords på slottet Meseberg nord for Berlin.

For selvom de to verdensledere er stærkt uenige om krigene i Ukraine og Syrien, er den russiske gasrørledning Nord Stream 2 en ting, de to kan samles om.

Tysklands industri tørster nemlig efter gas, siger DR's korrespondent i Tyskland, Michael Reiter.

- Tyskland er ved at udfase atomkraft, og indtil man får den vedvarende energiforsyning op at køre har man brug for en energiform, der kan lukke hullet, som a-kraften efterlader i forsyningen.

- Samtidig står Rusland med en svækket økonomi, og har derfor brug for de mange milliarder euro, som en gasrørledning potentielt kan kaste af sig, siger Michael Reiter.

EU-kritik af Tyskland

Hvad der kunne ligne en oplagt aftale mellem Tyskland og Rusland er det langt fra.

Voksende stemmer i EU anklager nemlig Angela Merkel for at sætte Tysklands nationale interesser over alt andet med den russiske gasrørledning.

Kritikerne mener, at Tyskland ser stort på, at projektet undergraver EU’s eget energiprojekt – en europæisk energiunion.

- EU's energiunion har netop til formål at gøre EU mindre afhængig af energi fra eksterne leverandørlande, som man er politisk uenig med – som for eksempel Rusland, siger Michael Reiter.

Dertil kommer, at lande som Polen, Estland, Letland og Litauen har et problem med Nord Stream 2.

Her frygter man, at mere russisk gas vil øge EU's afhængighed af Rusland og dermed politisk sårbar overfor præsident Vladimir Putin.

- På den måde truer gasrørledningen med at splitte EU yderligere, i en tid hvor uenigheden i forvejen er stor, siger Michael Reiter.

Også modstand fra USA

Den mulige russiske gasrørledning møder heller ikke opbakning fra Washington D.C.

USA's præsident, Donald Trump, kritiserede i juli Tyskland for at ville indgå en aftale med Rusland, mens USA, ifølge præsidenten, bruger sine penge på at beskytte andre Nato-lande mod netop Rusland.

Men ifølge Michael Reiter lader Angela Merkel og Tyskland sig ikke afskrække af den amerikanske kritik.

- Man formoder, at det i virkeligheden handler om, at USA gerne vil sælge flydende naturgas til Europa og derfor forsøger at spænde ben for Nord Stream 2, siger Michael Reiter.

Ifølge Michael Reiter vil Tyskland gerne modtage gas fra flere leverandører, og derfor er en aftale med USA stadig mulig. Så selvom Donald Trump har truet med sanktioner mod Nord Stream 2, vil Tyskland altså fortsat forsøge at opnå en aftale med Rusland.

På mødet i aften vil Angela Merkel muligvis kræve, at en del af de russiske gasleverancer fortsat skal gå via Ukraine.

- Principielt kunne russerne føre gassen udenom Ukraine for at undgå at betale nogle ret lukrative transitgebyrer til Ukraine. Det kunne svække landet økonomisk og politisk, men det vil bl.a. USA og Tyskland gerne undgå, for i deres øjne spiller Ukraine en stor geopolitisk rolle i regionen, siger Michael Reiter.

Facebook
Twitter