Korrespondent: To grupper er typisk ansvarlig for terror i Tyrkiet

Der er endnu ingen, som har taget ansvar for angrebet på lufthavnen i Istanbul.

Istanbuls guvernør siger ifølge Reuters, at antallet af dræbte ved angrebet på Atatürk lufthavnen er steget til 28. (Foto: SEDAT SUNA © Scanpix)

28 personer meldes dræbt ved et angreb på Atatürk lufthavnen i Istanbul.

Ingen grupperinger har endnu taget ansvar for angrebet, men særligt to grupperinger er kendt for at begå terrorangreb i Tyrkiet. Det fortæller Politikens korrespondent Martin Selsøe Simonsen til DR Nyheder.

- Mistanken ved terrorangreb i Tyrkiet samler sig som regel omkring to grupperinger. Den ene er Islamisk Stat, og den anden er de kurdiske oprørere i PKK eller organisationer tæt på dem, forklarer han.

Tyrkiet har været hårdt ramt af terrorangreb i 2016, og ifølge Martin Selsøe Simonsen har der været et terrorangreb hver eneste måned siden nytår – skiftevis fra den ene og den anden af de to organisationer.

Der er dog også visse forskelle på de terrorangreb, som Islamisk Stat og PKK udfører.

- De kurdiske grupper har haft en tendens til at angribe de tyrkiske sikkerhedsstyrker – både i det sydlige og østlige Tyrkiet og også i Istanbul, hvor Islamisk Stat er gået både efter kurdiske aktivister, som de hader, og så turistmål, som skader Tyrkiet, forklarer Martin Selsøe Simonsen.

- Så der er to grupperinger i spil, men vi kan endnu ikke sige hvem.

Foruden de 28 dræbte er 60 personer - ifølge de seneste meldinger - såret.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk