Korrespondent: I dag er Danmark kendt for Lurpak, Laudrup - og Muhammed-tegninger

Muhammed-tegningerne er blevet en af de få ting, Danmark er kendt for i Mellemøsten.

Michael S. Lund på arbejde i Aleppo, Syrien. (Foto: Thomas Øvre © DR)

10 år efter Jyllands-Posten gik i trykken med en nu verdensberømt udgave, bliver Mellemøst-korrespondent i DR Michael S. Lund stadig konfronteret med de 12 Muhammed-tegninger på sine rejser.

- De fylder ikke så meget, som de gjorde i 2006, da jeg også var i regionen. I dag er det sjældenere, at jeg bliver spurgt til tegningerne, men det er ikke noget folk har glemt, fortæller Michael S. Lund:

- I dag møder jeg primært nysgerrighed. Folk spørger: Hvad det var med de her tegninger? Hvorfor blev de trykt? Hvorfor gjorde regeringen ikke noget? Og jeg bliver faktisk også tit spurgt,om Kurt Westergaard - den mest berømte af tegnerne - lever endnu. Der er mange, som tror, at han er død.

Jaget væk fra Tahrir-pladsen

Muhammed-tegningerne har flere gange givet Mellemøst-korrespondenten problemer med at udføre sit arbejde.

- Der har været en række ubehagelige oplevelser. I 2011 var jeg i Egypten for at dække nogle meget voldsomme demonstrationer ved Tahrir-pladsen i Kairo. Jeg stod og interviewede, da der pludselig var nogle islamister, som fandt ud af, at jeg var dansker. Så begyndte de at angribe mig, og folk måtte holde dem tilbage, fortæller Michael S. Lund.

Han måtte efterfølgende flygte ud af Tahrir-pladsen.

- Det var en ret bizar oplevelse, fordi demonstranter blev dræbt lige rundt om gadehjørnet. Men islamisterne gik mere op i, at jeg skulle have nogen tæsk, fordi jeg var dansker, siger korrespondenten.

Michael S. Lund har flere gange oplevet - for eksempel i Syrien - at islamister vil have ham til at tage stilling til Muhammed-tegningerne i stedet for at snakke om den historie, han var taget af sted for at dække. En anden gang var der en taxachauffør, som ville sætte ham af, da han opdagede korrespondentens nationalitet.

Kendt for smør og fodbold

Forklaringen på den fortsatte interesse for Muhammed-tegningerne ligger blandt andet i, at folk i Mellemøsten har meget ringe kendskab til Danmark, mener Michael S. Lund:

- Når man tidligere sagde "Danmark" i Mellemøsten, så var det meget ofte smør, folk kom til at tænke på - fordi Lurpak er meget stort i Mellemøsten. Nogle kunne huske fodbold-navne som Laudrup og Schmeichel, men stort set intet andet. Så kom tegningerne - så nu er det Lurpak, Laudrup og Muhammed-tegningerne, man forbinder Danmark med, fortæller korrespondenten:

- I USA er der folk, der har brændt koranen, og der er lavet en stærkt nedsættende film om Muhammed. De sager er også store i en periode, men fordi folk ved så mange andre ting om USA, så er det ikke det første, de tænker på, når man siger "USA".

Terrorister bruger tegninger

Muhammed-tegningernes lange holdbarhed i Mellemøsten skyldes dog også, at visse grupper har en klar interesse i at holde dem i live.

- I dag er det primært de ekstremistiske grupper, som holder liv i kritikken af tegningerne. For eksempel al-Qaeda bruger dem ret ofte i deres propaganda. Når de skal udpege hvilke lande, der er mål, så er Danmark tit med - udelukkende på grund af tegningerne, siger Michael S. Lund:

- Islamisk Stat har også brugt dem flere gange. I en artikel om angrebet mod Krudttønden i København i Islamisk Stats blad, bliver Danmark hele tiden beskrevet som landet, der fornærmede profeten.

Facebook
Twitter