Rettelse: Det fremgik i en tidligere version, at Zelenskyj skulle holde en tale i Kongressen, men der er altså tale om private møder og samtaler under dagens besøg.
Det siges, at alt er større i USA. Og når det kommer til våbendonationerne til Ukraine, findes der ikke nogen, der er større.
Ifølge den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations har USA doneret militærhjælp til Ukraine for 46,6 milliarder dollar siden krigens start. Det svarer til lidt over 324 milliarder kroner.
Derfor er det bydende nødvendigt, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, får overbevist de amerikanske politikere om, at det stadigvæk er en god investering for USA at poste milliarder af skattepenge efter det ukrainske militær, fortæller DR's korrespondent i USA Jakob Krogh.
Torsdag skal Zelenskyj nemlig på besøg i Washington D.C., hvor han blandt andet skal mødes med præsident Joe Biden i Det Hvide Hus, samt militærledere i Pentagon. Han skal også tale privat med både Demokrater og Republikanere i Kongressen.
- Zelenskyj har besøgt en række hovedstæder og statsledere hen over de seneste par måneder. Men ingen af de besøg har været så vigtige som det her besøg, siger korrespondenten.
For selvom viljen til at fortsætte donationerne stadigvæk er stor i USA, så begynder der at vokse en modstand mod de mange milliarder, som landet sender til Ukraine.
Hård kerne kan true støtte
Det bliver formentlig ikke et problem for Zelenskyj at overbevise hans præsidentkollega Joe Biden eller Demokraterne om, at det ukrainske militær stadigvæk skal have milliarder af dollar til at slå russerne.
Der er faktisk også støtte hos flertallet i det Republikanske Parti. Men der er en voksende modstand, særligt hos en mindre, men meget højrøstet gruppe af konservative republikanere.
- Den gruppe har til gengæld meget magt i øjeblikket. Og der er nogle meget vigtige finanslovsforhandlinger i USA.
- Her kan lige præcis den gruppe af republikanere sætte en kæp i hjulet. Og det er de faktisk i gang med at gøre, og derfor har de også mere magt, end de måske ellers ville have, siger Jakob Krogh.
Dialog med skeptikere
Modstanden mod våbendonationerne er især tydeligt i Repræsentanternes Hus, som er det ene af Kongressens to kamre, forklarer Jakob Krogh.
Her har republikanerne flertal og Kevin McCarthy er leder af flertallet. Men han er stærkt presset af den hårde kerne, der ikke vil se flere penge og våben sendt afsted til Ukraine.
Derfor bliver det også vigtigt for Zelenskyj at veje stemningen og fornemme, hvor stor modstanden er.
- Allervigtigst bliver det at tale med netop sådan en som Kevin McCarthy, fordi han er en af dem, hvis støtte han skal sikre.
- Zelenskyj er kendt for at være god til tale med folk, og derfor håber han måske at kunne styrke støtten til Ukraine ved at tale direkte med nogle af de her skeptikere, siger Jakob Krogh.