Korrespondent: Italien lader flygtninge rejse videre

Italien kræver hjælp fra EU til at klare en stor stigning i antallet af bådflygtninge. Landet sender i forvejen problemet videre, fortæller EU-korrespondent, Niels Kvale.

En flygtning fra Eritrea fortæller DR's Niels Kvale, at han har betalt over 5.000 dollar for at komme til Europa. (Foto: Joseph Backes © DR)

Italien bruger i øjeblikket 75 millioner kroner om måneden på at redde bådflygtninge, som rejser til Europa over Middelhavet.

Det har den skrantende italienske økonomi svært ved at klare, og derfor vil Italien på et EU-topmøde i morgen og fredag kræve, at de øvrige EU-lande hjælper med at betale regningen.

EU-korrespondent i DR Niels Kvale har netop været på Sicilien for at se den storstilede italienske redningsaktion i Middelhavet med navnet "Mare Nostrum", som blev iværksat, efter over 360 bådflygtninge druknede ud for øen Lampedusa sidste år.

Niels Kvale besvarer her tre spørgsmål om Italiens flygtningeproblem:

Hvad vil Italien have de andre EU-lande til at gøre?

- Man vil have, at Mare Nostrum kommer ind under EU's grænseagentur Frontex, sådan at Italien ikke står alene med regningen. Det var ment som en midlertidig operation efter Lampedusa-ulykken, men nu er presset simpelthen blevet så stort, at operationen bare bliver ved og ved. På den lange bane vil Italien gerne åbne for en diskussion om, hvordan asylansøgerne bliver fordelt i EU. For i dag er reglen, at i det øjeblik du sætter dine ben på italiensk, græsk eller spansk jord, så er det også det land, du skal søge asyl i. Det vil man gerne have lavet om på, fordi man mener, at det skaber pres på landene i EU's grænseområde.

Hvorfor er presset så stort på Italien?

- Det skyldes først og fremmest, at der i øjeblikket er megen krig og konflikt i Afrika og Mellemøsten, som skaber flygtninge. Men det er også en stærk medvirkende faktor, at andre lande har lukket for flygtninge. For bare halvandet år siden kom der mange til Grækenland, men der har man nu bygget et langt hegn på grænsen til Tyrkiet. Det betyder, at presset er rykket hen mod Italien. Dertil kommer, at Libyen, som ligger lige overfor Italien, er helt uden for kontrol og mangler en stærk statsmagt, så menneskesmuglerne kan arbejde fuldstændig frit.

Men hvis presset er så stort - hvorfor modtager Italien så samlet set færre flytninge end Sverige og Tyskland?

- Det er lidt forskellig asyllovgivning i landene. Men der er alligevel en stor diskrepans, når man ser på tallene: Sidste år var der 42.000 bådflygtninge, som gik i land i Italien. Men alligevel var der kun 27.800, som søgte asyl. Og mange af de omkring 15.000, der ikke søgte om asyl, regner man med er taget videre op gennem Europa til for eksempel Sverige, Tyskland og Danmark. Jeg har selv på Sicilien oplevet, at flere myndighedspersoner og hjælpearbejdere uden for citat har fortalt, at man ikke holdt folk tilbage, hvis de havde travlt med at komme af sted.

Se reportage om bådflygtninge på Middelhavet i TV Avisen klokken 21.30 i aften på DR1.

Facebook
Twitter