I et boksestudio i et af hovedstaden Tunis' arbejderkvarterer, møder jeg nogle af dem, der ellers er vant til at tage nogle tæsk og rejse sig igen.

De er landets mest ambitiøse kickboksere. De står tidligt op, træner målrettet og ved, der skal arbejdes hårdt for succes. Målet er at blive GOAT - greatest of all times - og derfor vil de til Europa, for i Tunis er der ingen fremtid, påstår de.

- Tunesien har alt, men magthaverne har taget alt og ikke efterladt noget til ungdommen, siger Jihed Eddine Hammami, mellem de hårde slag på boksebolden.

For ham kan dagens EU-møde i Luxembourg, hvor medlemslandene skal forsøge at komme tættere på en aftale om migration, vise sig at blive afgørende for hans fremtid.

Bliver EU-landene enige, kan det måske i fremtiden blive sværere at komme fra Afrika til Europa. Hvis ikke, bliver det omvendt meget svært at lande en aftale for EU's medlemslande, der er rygende uenige om, hvordan problemet skal løses.

Mens EU diskuterer, hvordan man får stoppet strømmen af migranter og flygtninge over Middelhavet, så taler de unge i Tunesien om, hvordan de kommer afsted.

Her virker troen på fremtiden var fuldstændig forduftet, og det eneste, der holder dem oppe, er drømmen om Europa.

Jihed Eddine Hammami er 18 år gammel, og var kun en lille dreng, dengang det arabiske forår et kort øjeblik så ud til at forvandle Tunesien til en succeshistorie.

I mellemtiden er landet blevet et diktatur, hvor alle de unge jeg møder, er tømt for energi og troen på noget bedre.

- Hvis Europa giver penge til staten Tunesien, vil de forsvinde, og befolkningen vil ikke få noget, siger Jihed Eddine Hammami.

Svært at fordele støttekroner

Hvis EU vil stoppe migrantstrømmen, så er det oplagt at støtte Tunesien, der lige nu er hotspot for migration. Det er dog ikke ligetil hvordan og til hvem, støtten skal gives.

Ved at give økonomisk støtte til Tunesien risikerer man nemlig, at støtten ikke ender hos de unge, så de kan få en håbefuld fremtid i Tunesien, men i stedet bare øge diktatorens magt, og på den måde få endnu flere til at prøve lykken.

Ph.D-stipendiat på Dansk Institut for Internationale Studier Ahlam Chemlali er ikke i tvivl:

- Med EU's tunnelsyn på migrations -og grænsekontrol, har man fuldstændig overset den virkelige trussel, nemlig den sociale og økonomiske situation. Det er den, der forårsager voldelige protester hvert år. Det er den, der får folk til at forlade landet, siger hun.

Ahlam Chemlali, der som forsker har haft et særligt fokus på Tunesien, mener, at EU's primære frygt lige nu er, at Tunesien kollapser, og at en ny migrationskrise vil vælte over Europa.

- Med den prioritet og strategi, er man med til at legitimere præsidentens autoritære greb ved fortsat at samarbejde og yde økonomiske støtte, og dermed vende det blinde øje til den stigende korruption, politivold, socioøkonomiske krise og forværrede menneskerettighedssituation, der er med til at skubbe flere og flere til at migrere, siger hun.

Tunesiske unge har råd til at flygte

De unge, jeg møder i Tunesien, er ikke nødvendigvis blandt verdens fattigste.

Tager man et kig på de seneste økonomiske oversigter, så tjener en gennemsnitstuneser ti gange så meget, som en fra Burundi eller Den Centralafrikanske Republik. Alligevel er det dem, der fylder op i bådene.

Forklaring kan være, at de har råd til at betale de måske 7000 kroner for en livsfarlig sejltur. Derudover har de så meget uddannelse, at de tør drømme større.

Ifølge Ahlam Chemlali ligger noget af forklaringen også i, at tuneserne håbede, at revolutionen under det arabiske forår ville skabe øknomiske reformer og vækst. Men det er det modsatte, som er sket.

- Økonomien er styrtdykket siden revolutionen. I kølvandet på COVID-19 pandemien, har især førevare-, inflation - og energikrisen kun uddybet og forværret den økonomiske krise. Ledigheden er steget voldsomt især blandt landets unge. Det er vigtigt at huske, at det især var de unge der gik på gaden i 2010/2011, ofrede deres liv under revolutionen og demonstrerede under sloganet 'Arbejde, frihed og værdighed'. De føler fortsat, at deres krav ikke er blevet mødt, siger Ahlam Chemlali.

Tidligere i år besøgte DR fiskeren Osama i den tuniske havneby Sfax. Ofte må han nu trække druknede mennesker med ind til land.

Urealistiske drømme

Noget, der går igen hos de unge, jeg møder i Tunesien, er, at de virker til at have overdrevne forestillinger om, hvad Europa kan gøre for dem.

Jeg mødte en ung musikkunstner, der netop havde solgt alt sit musikudstyr. Pengene var til en rejse over Middelhavet. Han var overbevist om, at bare han kom over, så skulle han nok få chancen for at leve af sin musik.

Selv uden at være musikanmelder, så virkede det som en helt urealistisk drøm efter at have hørt et af hans numre. Han var helt immun overfor mine beskrivelser af asyllejre og hjemsendelsesprogrammer.

I bokselokalet er der heller ingen tvivl at spore. De har venner, der har klaret den, og tankerne om, at døden kan vente på Middelhavet, preller af.

- Jeg er modig nok til at risikere mit liv. For at nå dit mål skal du satse. Her er intet, der skubber dig fremad, ingen motivation. Hvorfor skulle jeg fortsætte i en blindgyde? siger Jihed Eddine Hammami.