Korrespondent: For Kina er ny amerikansk corona-undersøgelse ren mobning

Kina har opfordret USA til at invitere Verdenssundhedsorganisationen WHO til at deltage i deres undersøgelse af corona-virussets oprindelse.

Handlende på et marked i Wuhan i Kina, hvor corona-virusset menes at have sin oprindelse, 8. februar 2021. (Foto: ALY SONG © Ritzau Scanpix)

Kina håber, at USA vil lade Verdenssundhedsorganisationen WHO deltage i deres undersøgelse af, hvordan corona-virusset er opstået.

Det siger en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, efter den amerikanske præsident, Joe Biden, i nat meddelte, at han har bedt de amerikanske efterretningstjenester om at fordoble indsatsen for at opklare, hvor covid-19 rent faktisk kommer fra.

- Vi håber, at USA og andre involverede lande vil tillægge sig en videnskabelig, åben og transparent holdning, bevare en åbenhed omkring opsporingen, sådan som Kina har gjort, og invitere WHO-eksperter til at udføre opsporing i USA, lød det fra talsmand Zhao Lijian, som tilføjede at Kina hele tiden har taget opsporing ”dybt alvorligt”.

Mobbemetode uden indhold

I den brede offentlighed i Kina bliver udmeldingen opfattet, som om at USA endnu en gang er unfair over for Kina. Det fortæller DR’s Asien-korrespondent, der befinder sig i Kina, Philip Khokhar.

- Man har samarbejdet, man har ladet et internationalt forskerhold fra WHO komme ind i Kina, og der er endda snak om, at de skal komme tilbage. Holdningen her er helt klart, at det her er en amerikansk mobbemetode uden reelt indhold, siger han.

Kinas ambassade i USA advarede efter Bidens udmelding om en "politisering" af opsporingen af virussets oprindelse.

- Politiseringen af virussets oprindelse, et videnskabeligt spørgsmål, vil ikke kun gøre det sværere at finde kilden til virusset, men give frit løb til den "politiske virus" og alvorligt hæmme det internationale samarbejde om pandemien, lød det i en udtalelse på ambassadens hjemmeside.

En arbejder i beskyttelsesdragt er den 10. januar 2020 i færd med at gøre rent på det marked, hvor man mistænker, at corona-virusset blev overført fra dyr til menneske for første gang. (Foto: Darley Shen © Ritzau Scanpix)

Laboratorie-teoriens genkomst

Beslutningen om at indlede en ny, dybdegående undersøgelse af virussets oprindelse, kommer, efter at flere amerikanske medier igen er begyndt at beskæftige sig med teorien om, at virusset kan stamme fra et læk i et kinesisk laboratorium.

Ifølge præsidenten arbejder man lige nu med to teorier, som undersøgelsen skal efterprøve. Enten opstod virusset "ved menneskelig kontakt med et smittet dyr eller ved en laboratorieulykke".

Begge scenarier er usikre, lyder det fra den amerikanske præsident, og de skal derfor undersøges nærmere.

Også USA's førende corona-ekspert og Bidens corona-rådgiver, Anthony Fauci, som ellers tidligere ikke har støttet denne teori, har for nylig sagt, at han ikke længere er fuldstændig overbevist om, at virusset er opstået af sig selv. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Teorien om, at virusset er menneskeskabt, er noget, som også den tidligere præsident, Donald Trump, var stor fortaler for. Den har været udskældt for at være en konspirationsteori på grund af manglende beviser, men er altså nu ved at vinde genklang igen.

Søndag skrev The Wall Street Journal, at tre forskere, som arbejdede på et laboratorium i millionbyen Wuhan i Kina, blev syge allerede i november 2019 med "symptomer, der stemmer overens med både covid-19 og almindelige sæsonbetingede sygdomme".

"Højst usandsynligt"

Den primære teori for virussets oprindelse er dog fortsat, at det første gang blev overført fra dyr til mennesker på et marked i Wuhan - selvom man ikke har opklaret præcis hvordan, det skete.

I starten af året konkluderede delegationen fra Verdenssundhedsorganisationen WHO efter et én måned langt besøg i Wuhan, at det var ”højst usandsynligt", at virusset stammer fra et kinesisk laboratorium. Delegationen, som under sit besøg arbejdede sammen med kinesiske forskere, slog samtidig fast, at der er behov for flere undersøgelser.

En delegation fra WHO var i Wuhan fra starten af januar til starten af februar for sammen med kinesiske forskere at undersøge corona-virussets oprindelse. Billedet her viser pressekonferencen i slutningen af besøget. (Foto: ALY SONG © Ritzau Scanpix)

I Kina afviser man blankt laboratorie-teorien. Dens genkomst er ifølge det kinesiske udenrigsministerium et udtryk for, at “nogle folk” i USA udnytter corona-virusset til at "tilsvine og angribe" Kina.

- De bruger tiden på at sprede konspirationsteorier og falske informationer, som dette ”tip” fra et kinesisk laboratorium, og det viser stor mangel på respekt for den videnskabelige ånd og de bedrifter, som den fælles mission har opnået, lyder det blandt andet fra talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium, Zhao Lijian.

For Kina er laboratorie-teorien en plageånd, de ikke kan slippe af med – ikke mindst fordi den kinesiske ledelse fortsætter med at holde kortene tæt til kroppen, fortæller Asien-korrespondent Philip Khokhar.

- Uanset hvad kineserne gør, så får teorien ikke lov at dø. Biden har jo sådan set ret i, at Kina har været meget forsigtig med, hvem, hvornår og hvordan man lader udlændinge komme ind og undersøge det her. Det er uden tvivl med til at forstærke mytedannelsen om, hvad der er sket i Wuhan, siger han.

WHO-samarbejde kostede amerikansk støtte

Kina har fået bred kritik for netop at være tilbageholdende med oplysninger, da virusset i første omgang begyndte at brede sig i starten af 2020.

I juni 2020 viste interne dokumenter fra WHO, at organisationen havde kæmpet forgæves for at få adgang til Kinas data om virusset og dets udbredelse, og at de kinesiske myndigheder havde tilbageholdt afgørende oplysninger om virusset.

Den manglende evne til at få oplysninger fra Kinas myndigheder vakte skarp kritik fra USA’s præsident Trump, som anklagede WHO for at være i en sammensværgelse med Kina og efterfølgende trak sin støtte til organisationen.

I forbindelse med den nye undersøgelse opfordrede den nuværende præsident, Joe Biden, endnu en gang Kina til åbenhed og til at samarbejde fuldt ud med de amerikanske myndigheder. Han opfordrede også USA’s allierede til at lægge pres på Kina for større åbenhed.

Den tidligere præsident, Donald Trump, harcelerede flere gange mod WHO's håndtering af corona-virusset i løbet aaf 2020. (Foto: JONATHAN ERNST © Ritzau Scanpix)

Kina vil se situationen an

Men selvom Biden nu forsøger at øge presset på Kina, så er der ikke umiddelbart udsigt til, at Kina vil åbne mere op, end de har gjort i forvejen. Det vurderer DR’s USA-korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz.

- Hvis vi skal se på det mønster, der har været indtil nu, hvor Kina jo har sagt ”vi har arbejdet fuldt ud åbent med WHO”, så virker det ikke sandsynligt, at det mønster skulle ændre sig. Heller ikke med Biden ved roret, siger hun.

I Kina vil man formentlig se situationen an – i hvert fald så længe presset udelukkende kommer fra USA.

- Jeg tror ikke, at der kommer til at ske noget i første omgang. Men hvis der er andre lande, der slutter sig til det amerikanske pres, så kan det selvfølgelig ændre sig, siger Philip Khokhar, som dog har svært ved at se en situation, hvor for eksempel EU skulle undsige WHO’s konklusioner om, at der ikke er sandsynlighed for laboratorie-teorien.

Præsident Biden har givet de amerikanske efterretningstjenester 90 dage til at levere en rapport, der skal redegøre for, hvordan covid-19 opstod.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk