Korrespondent: Kina holder Kim Jong-un i kort snor

Nordkoreas leder Kim Jong-un er igen i Kina for at besøge sin kinesiske kollega, præsident Xi Jinping.

Her ses den nordkoreanske leder, Kim Jong-un (tv), under et tidligere besøg hos den kinesiske præsident, Xi Jinping. (Foto: KCNA © Scanpix)

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, er i dag taget til nabolandet Kina for at besøge sin kinesiske kollega, præsident Xi Jinping.

Ifølge Kinas officielle nyhedsbureau, Xinhua, er der tale om et todages besøg.

Og det finder sted blot en uge efter, at den nordkoreanske diktator sad ansigt til ansigt med den amerikanske præsident, Donald Trump, i Singapore.

Selvom der ikke er nogen officiel dagsorden for mødet, så skal de to ledere utvivlsomt tale om sidste uges historiske topmøde, fortæller DR’s Asien-korrespondent, Philip Khokhar.

Her gik nordkoreanerne blandt andet med til at skrotte deres atomvåbenprogram.

- Det er helt tydeligt, at Kina gerne vil præge de forhandlinger, som kommer til at finde sted i de kommende år mellem USA og Nordkorea, siger Philip Khokhar.

Det var angiveligt denne bil, som Kim Jong-un her til morgen blev transporteret i, da han ankom til Bejing, Kina. (Foto: GREG BAKER © Scanpix)

En del af magtspillet

Kina har historisk set været Nordkoreas tætteste allierede, og den kinesiske regering ønsker ligesom nordkoreanerne, at USA nedruster militært i regionen, og at de amerikanske soldater forlader den koreanske halvø, fortæller han.

Men ifølge DR’s Asien-korrespondent er det kinesiske styre blevet bekymret for, om Donald Trump og Kim Jong-un er ved at blive for gode venner.

- Kineserne vil gerne fastholde kontrollen over Nordkorea, og de vil eksempelvis gerne have, at al kontakt mellem amerikanerne og nordkoreanerne finder sted igennem dem, siger Philip Khokhar og fortsætter.

- Det er en del af magtspillet, og jo tættere Kina kan få Nordkorea ind under sin vinge, des stærkere står Kina over for USA. Også i forhold til en handelskrig, hvor amerikanerne lige nu står stejlt over for kineserne, siger han.

Varmere forhold til Putin

Dagens møde er det tredje mellem Kina og Nordkorea siden marts.

Før det var forholdet mellem de to lande dog noget mere køligt, understreger Philip Khokhar, og derfor er mødet også en understregning af, at Nordkorea er på vej ind i varmen igen.

- Men det ville ikke have fundet sted, hvis ikke det havde været for topmødet i Singapore, siger DR’s Asien-korrespondent.

Det er dog ikke kun forholdet til Kina og USA, der er blevet forbedret i den seneste tid.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Kim Jong-un sendt et brev til den russiske præsident, Vladimir Putin, hvor han understreger, at han gerne vil fastholde kontakter på højt plan med Rusland.

I maj besøgte den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, Nordkorea.

Og tidligere på måneden blev Kim Jong-un inviteret af den russiske regering til et økonomisk topmøde, som finder sted i september i byen Vladivostok.