Korrespondent: Macron og Bolsonaros ordkrig er med til at bremse hjælp til Amazonas

Macron beskylder Bolsonaro for at "ødelægge alting," mens den brasilianske præsident fornærmer Macrons kone på Facebook.

Nej tak.

Sådan lød det korte svar på G7-landenes tilbud til Brasilien om 20 millioner euro - knap 150 millioner kroner - til hjælp med slukningsarbejdet i Amazonas.

Voldsomme brande hærger fortsat den enorme regnskov, og endnu er der ingen meldinger om, at slukningsindsatserne har sat en stopper for spredningen af ilden.

Men den brasilianske regerings nej skyldes i høj grad hvem, der fremsatte tilbuddet. Det vurderer DR's Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad.

- Det betyder rigtig meget, at det var Emmanuel Macron, der præsenterede tilbuddet, siger han om den franske præsident.

- Der har været utrolig dårligt klima - ikke bare mellem Macron og den brasilianske præsident Jair Bolsonaro, men også mellem Frankrig og Brasilien. De står i hver sin lejr værdimæssigt. Der er faktisk nærmest tale om diplomatisk krise.

Amazonas dækker dele af Brasilien, Bolivia, Peru, Ecuador, Colombia, Venezuela, Guyana, Surinam og Fransk Guyana. På billedet ses en brand i den bolivianske del af skoven, som også har været hårdt ramt af brandene. (Foto: Adolfo Lino)

Kan 'ødelægge alting'

Brasiliens nej tak til hjælp har overrasket brasilianerne, siger Kristian Almblad. Landets miljøminister, Ricardo Salles, nåede nemlig at takke ja til hjælpen.

- Men der er man altså vendt rundt på en tallerken og siger nu, at hjælpen er en indblanding fra Europas side, man ikke ønsker i Brasilien, siger Kristian Almblad.

Han fortæller også, at forklaringen fra det brasilianske præsidentpalads er, at man ikke ønsker, at ikke-statslige organisationer skal 'overvåge' det brasilianske slukningsarbejde.

Allerede før G7-landene tilbød deres hjælp, beskyldte præsident Jair Bolsonaro sin franske præsidentkollega for at blande sig i noget, der ikke vedrørte ham.

- Den franske præsidents forslag om at skulle drøfte Amazonas på G7-topmødet, som er et møde, hvor Brasilien ikke deltager, vidner om en kolonialistisk tankegang, sagde han, og beskyldningerne om kolonialisme går igen i præsidentens respons på forslaget:

- Vi kan ikke acceptere, at en præsident, Macron, frigiver urimelige angreb på Amazonas. Heller ikke at han skjuler sine intentioner bag en "alliance" mellem G7-landene om at "redde" Amazonas, som om det var en koloni eller ingenmandsland, skriver Jair Bolsonaro på Twitter.

Emmanuel Macron kom hurtigt med et modsvar på fransk tv.

- Vi respekterer din suverænitet. Det er dit land. Men vi kan ikke acceptere, at du ødelægger alting.

Joke om Macrons kone

Samtidig udtalte Bolsonaros stabschef, Onyx Lorenzoni, at franskmændene hellere skulle bruge pengene på at genopbygge Notre Dame eller plante træer i Europa, fortæller Kristian Almblad.

- Det ser man i Frankrig som en form for provokation. Så den verbale krig mellem Frankrig og Brasilien kører på højeste klinge, siger han.

Den skarpe tone mellem de to præsidenter blev i går eftermiddags endnu skarpere, da Jair Bolsonaro skrev en kommentar på Facebook. Kommentaren faldt under et billede af Macron med sin kone og Bolsonaro med sin kone.

- Ydmyg ham nu ikke, haha, skrev Bolsonaro - umiddelbart med henvisning til Brigitte Macrons udseende.

Brigitte Macron deltog på G7-mødet sammen med sin mand, Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Her hilser hun på Donald Trump med et kindkys. (Foto: LUDOVIC MARIN © AFP or licensors)

Emmanuel Macron kaldte i går kommentaren for "ekstremt respektløs" og sagde på et G7-pressemøde:

- Jeg har et godt venskab med og stor respekt for det brasilianske folk, så jeg håber, at de snart får en præsident, som kan klare jobbet.

Imens de to præsidenter fortsætter deres mudderkastning, fortsætter brandene med at efterlade Amazonas gold og nedbrændt.

Indtil videre er næsten 80.000 brande målt i Amazonas, og selv om skovbrande ikke er usædvanlige i området om sommeren, så er tallet alarmerende højt sammenlignet med tidligere år.

Flere end 30 millioner mennesker bor i området, som også rummer et rigt dyre- og planteliv. En nedbrænding af skoven vil have store klimamæssige konsekvenser, da de mange træer absorberer meget af den CO2, vi mennesker udleder.

Efter internationalt pres satte præsident Jair Bolsonaro i søndags over 40.000 soldater og flere militærfly ind i kampen mod flammerne.