Korrespondent: Madame Le Pen svinger jernnæven over EU

Den højreorienterede præsidentkandidat angriber europæiske alliancer.

Der blev rettet angreb mod internationale organisationer med EU i spidsen, da Marine Le Pen torsdag aften fremlagde sin udenrigspolitik. (Foto: Bertrand Guay © Scanpix)

Symbolikken var ikke til at tage fejl af, da Marine Le Pen, præsidentkandidat for det højreorienterede Front National, torsdag aften fremlagde sin udenrigspolitik. For hun havde valgt et sted bare et stenkast fra Élysée-palæet, den officielle bolig for Frankrigs præsident.

- Hun vil vise, at det er der, hun hører til, siger DRs korrespondent i Paris, Stéphanie Surrugue.

Marine Le Pens tale blev et massivt angreb på internationale organisationer, og især EU var mål for størstedelen af tæskene.

- Også i Europa er det på tide at gøre op med et EU, som ødelægger nationernes Europa. EU gør Frankrig mindre og separerer os fra verden. Jeg glæder mig over, at folk i Europa igen er imod EU og for Europa, sagde Marine Le Pen, der kaldte EU for et ”bureaukratisk monster”.

I stedet for EU skal Europa bestå af frie nationer og frie mennesker. Og hvis EU ikke vil omdanne sig til en løs koalition af selvstændige stater uden en euro og uden det grænseløse Schengen-samarbejde, så skal franskmændene til folkeafstemning om et farvel til EU, understregede den højreorienterede leder.

- Marine Le Pen svinger her jernnæven over EU, og fløjlshandskerne er lagt helt væk. Og det er en retorik om EU, vi har hørt før. Det får franskmændene til at tænke på briternes Brexit-afstemning, og det får nogle franskmænd til at klappe i hænderne, mens andre gyser, siger Stéphanie Surrugue.

Marine Le Pen talte også om, at Frankrig skal befries for NATO’s åg. Så der var tale om et angreb på alliancer, der har stået som uantastelige, mener Stéphanie Surrugue.

Nyt og mildere image

Marine Le Pen har også de seneste måneder forsøgt at skabe et blidere image – f.eks. ved at tage socialisternes symbol, den røde rose, og bruge den som Front Nationals nye logo bare i en blå udgave. Det skal signalere, at partiet har folks velfærd i tankerne og ikke mindst give håb, har partilederen selv sagt. Samtidig er sloganet blevet ”Au nom du peuple” – I folkets navn – for at vise, at partiet dækker hele Frankrig.

- Men det nye og mildere brand er udfordret. Marine Le Pen talte om, at unge afrikanere er velkomne til at studere i Frankrig, hvis bare de lover at rejse hjem bagefter. Men på samme tid har den tidligere leder af den amerikanske ultra-højreorienterede organisation Ku Klux Klan, David Duke, i dag erklæret sin fulde støtte til Le Pen. Og det vil vække et ramaskrig fra alle fra det franske politiske centrum ud til venstrefløjen, siger Stéphanie Surrugue.