Korrespondent: Martin Schulz presset ud af partifæller

Partiledelsen i SPD frygter, at utilfredshed med formand Schulz kan koste regeringsdannelsen, mener DR's Tysklandskorrespondent.

Trods et løfte om, at han aldrig ville være minister i en regering ledet af Merkel, meldte Martin Schulz sig til jobbet som udenrigsminister. Nu dropper han jobbet igen. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

- Det er en af de største nedture i nyere tysk politisk historie, siger DR’s Tysklandskorrespondent Michael Reiter.

Manden i centrum for nedturen er socialdemokraternes formand, Martin Schulz, som i dag har meddelt, at han alligevel ikke går efter jobbet som udenrigsminister i en ny regering ledet af den konservative kansler, Angela Merkel.

Til nyhedsbureauet DPA siger han, at han også helt giver afkald på at træde ind i en kommende forbundsregering.

De seneste dage er presset på Martin Schulz vokset, og flere personer i partiledelsen har åbent udtrykt deres utilfredshed med ham.

Kritikken af Schulz er især taget til, efter han i onsdag meddelte, at han ville påtage sig posten som udenrigsminister – på trods af, at han sidste år nægtede nogensinde at ville være minister i en regering ledet af Angela Merkel.

- Der har været en frygt for, at det løftebrud kunne bringe afstemningen om regeringsgrundlaget blandt de socialdemokratiske medlemmer i fare, siger Michael Reiter.

Sammenbrud i tilfælde af nej

Efter intense forhandlinger blev socialdemokraterne i onsdags enige med Merkels konservative CDU og det bayerske søsterparti CSU om et fælles regeringsgrundlag, som betyder endnu fire år med en stor koalition.

Den aftale skal de socialdemokratiske medlemmer nu stemme ja eller nej til. Og det er vigtigt for partiet, at det lykkes, vurderer Michael Reiter.

- Det vil få SPD til at bryde sammen, hvis det bliver et nej.

Fald fra tinderne

Martin Schulz blev ellers modtaget med store forventninger, da han for et lille år siden helt uhørt blev valgt som partiets formand og spidskandidat med 100 procent af stemmerne på den socialdemokratiske kongres i Berlin.

- Han blev fejret som den kommende nye kansler og blev set som et frisk pust efter nogle støvede år med Sigmar Gabriel, siger Michael Reiter.

- Nu er han på vej ned i SPD’s pulterkammer.

Det bliver afgjort i løbet af et par uger, om de socialdemokratiske vælgere stemmer ja til en ny regering bestående af SPD og CDU/CSU.

Bliver det et nej, skal tyskerne måske til valg igen.