Korrespondent: Norsk tv-debat udstiller politisk splittelse

I aftes mødte de norske partiledere til en tv-debat forud for mandagens stortingsvalg.

Statsminister Erna Solberg fra Høyre og Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet. (Foto: Bertinussen © Scanpix)

I Norge er der tæt løb mellem de to statsministerkandidater inden Stortingsvalget på mandag.

Den nuværende statsminister Erna Solberg fra det borgerlige parti Høyre er blandt andet gået til valg på skattelettelser - mens hendes udfordrer, Jonas Gahr Støre, der er formand for Arbejderpartiet, vil hæve skatten for de rigeste og bruge flere penge på velfærd.

I aftes mødtes parti-lederne i en tv-debat, hvor de skulle forsøge at få overbevist de vælgere, der endnu ikke har besluttet sig om, hvor krydset skal sættes.

Debatten var præget af emner som økonomi, miljø og ikke mindst olie, fortæller DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

- De tre emner hænger tæt sammen. For på den ene side er Norge et grønt foregangsland og vil være et grønt foregangsland. Man har meget ambitiøse mål om nedsættelse af CO2. Og på den anden side lever man jo af olie, fortæller hun.

Vanskeligheder udstillet

Ifølge de seneste meningsmålinger, så står Høyre til at få et flertal efter mandagens valg, men det er med "den mindst mulige margin". Det viser en undersøgelse foretaget af Norstat for NRK. Det vil aftenens debat næppe rokke betydeligt ved, vurderer Anna Gaarslev.

Og selvom de norske tv-seere vil efter i aftenens debat ikke være i tvivl om, hvor de respektive partier står på deres kernebudskaber, så afslørede partilederdebatten de vanskeligheder, der præger de to politiske fløje, siger Anna Gaarslev.

- Høyre har de sidste fire år har dannet regering med Fremskridtspartiet med støtte fra to borgerlige partier. De ene af de to støttepartier, Kristeligt Folkeparti, har nu bebudet, at man vil ikke længere være automatisk støtte for sådan en regering.

- Man vil gerne danne regering med Høyre, men ikke automatisk støtte en regering, der har Fremskridtspartiet med sig. Der er meget langt fra de to små partier inde i midten og så ud til Fremskridtspartiet, ligesom der på den modsatte fløj er langt fra Arbeiderpartiet ud til Socialistisk Venstraparti. Så der er masser at arbejde med i de to blokke - uanset, hvem der bliver statsminister.

Se mere om Norges balancegang mellem grønne ambitioner og sort guld i "Horisont: Norges sorte paradoks" på dr.dk.

Facebook
Twitter