Korrespondent: Ny abortlov i Oklahoma er vidtgående - selv for USA

Delstaten Oklahoma har indført hidtil uset stram abortlovgivning - det mest vidtgående siden abort blev en grundlovssikret ret i 1973, fortæller USA-korrespondent.

Oklahomas republikanske guvernør, Mary Fallin, kan nedlægge veto mod loven. Men hun er selv abortmodstander. (Foto: Mike Theiler © Scanpix)

Abort skal forbydes, og læger, der udfører abort, skal straffes med op til tre års fængsel. Og de skal miste retten til at praktisere.

Det har et flertal af lovgiverne i den amerikanske delstat Oklahoma vedtaget - uden debat.

Kun hvis kvindens liv er i fare, kan der udføres en lovlig abort, mener delstatens republikanske lovgivere.

Loven er meget vidtgående – selv i USA, hvor abort er et omstridt emne, fortæller DR’s USA-korrespondent Johannes Langkilde.

- Der er mange stater i USA, som forsøger på den ene eller den anden måde at gøre det vanskeligt at få en abort. Det er der 17 stater, der har held med, typisk efter den 12. eller 19. uge af graviditeten.

- Men det, der sker i Oklohoma - at man går efter de læger, der udfører enhver form for abortindgreb, at man de facto gør abort i nogen form ulovligt, det er meget vidtgående, siger han.

Om loven bliver en realitet, er fortsat usikkert. Kun guvernøren, republikaner og abortmodstander Mary Fallins, veto kan forhindre, at loven træder i kraft.

Delstaten har allerede gennemført 18 love, som forhindrer eller i hvert fald begrænser abort, men vælger guvernøren også at vedtage denne lov, kan man forvente, at lovgivningen vil blive taget helt til Højesteret, fortæller Johannes Langkilde.

- Det er i manges øjne en grundlovssikret ret, at man som kvinde kan få udført en abort, så man kan være helt sikker på, at det vil blive prøvet ved Højesteret, hvis dette bliver indført som lov i Oklahoma.

Facebook
Twitter