Korrespondent: Nyt lovudspil varsler heftig kamp om brexit

Det britiske parlament skal i kølvandet på nyt lovudspil debattere, hvad det faktisk vil sige at forlade EU.

Den britiske højesteret fastslog tidligere på ugen, at den britiske regering ikke kan indlede brexit-processen uden at høre parlamentet først. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Hvilke regler skal gælde for os danskere og andre europæere, når vi i fremtiden ønsker at rejse, arbejde og studere i Storbritannien?

Og hvilke afgifter, regler og bureaukrati vil danske erhvervsdrivende blive mødt med, når de ønsker at handle med briterne, efter de har forladet EU?

Spørgsmål som disse vil blive debatteret og derefter forhandlet i kommende uge, når det britiske parlament i kølvandet på et nyt lovudspil går i gang med at definere, hvad det rent faktisk vil sige at melde sig ud af EU.

- Det interessante ved dette lovudspil er den debat og den kamp, der kommer i forbindelse med forslaget, siger DR's London-korrespondent, Kim Bildsøe Lassen.

- Debatten vil handle om, hvad det vil sige at melde sig ud af EU. Det er der ingen lande, der har prøvet før.

Oppositionen får indflydelse

Det nye lovudspil, som den britiske regering fremlagde i dag, bemyndiger premierminister Theresa May til at indlede Storbritanniens udtræden af EU.

Men ikke før parlamentet er blevet hørt og har stemt.

Parlamentet og oppositionen får dermed mulighed for at præge, hvordan et brexit vil tage sig ud.

- Oppositionen og dele af parlamentet mener, at regeringens brexit-linje er for hård og brutal, siger Kim Bildsøe Lassen.

- De vil forsøge at finde mellemveje, hvor man stadig kan bevare en stærk tilknytning til EU og en eller anden tilknytning til EU’s indre marked. Altså spørgsmål af stor betydning for et land som Danmark.

Fakta: Status på brexit

  • Den britiske regering offentliggjorde torsdag udkastet til en lov, som vil bemyndige premierminister Theresa May til at indlede Storbritanniens udtræden af EU.

  • Lovudkastet opfattes som en vigtig milepæl frem mod brexit, skriver Reuters.

  • Regeringen siger, at parlamentsmedlemmerne vil få deres første chance for at debattere lovudkastet tirsdag og onsdag i næste uge.

  • Theresa Mays regering blev tvunget til at inddrage parlamentet af den britiske højesteret tidligere på ugen.

  • Dommerne fastslog, at den britiske regering ikke kunne indlede brexit-processen uden at høre parlamentet først.

Kilder: Ritzau/Reuters

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk