Korrespondent om angreb i New York: IS tøver, når terrorister overlever

Islamisk Stat har ikke taget skylden, selvom gerningsmand på Manhattan har nævnt dem ved navn.

Bilangrebet i New York blev bremset, da gerningsmanden kørte ind i en skolebus. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Den 29-årige gerningsmand bag terrorangrebet på Manhattan i New York i går efterlod en seddel i den bil, han brugte som sit våben. Sedlen refererer til terrorgruppen Islamisk Stat, oplyser guvernør for staten New York, Andrew Cuomo.

USA's præsident, Donald Trump, har også allerede peget anklagende på IS efter angrebet i New York.

På Twitter skrev Trump: "Vi må ikke tillade IS at vende tilbage eller kommet ind i vores land efter, efter vi har slået dem i Mellemøsten og andre steder. Nok!"

Men IS selv har endnu ikke nævnt angrebet med et ord, fortæller Mellemøst-korrespondent i DR Nyheder Michael S. Lund, som løbende holder øje med terrorgruppens propaganda.

IS plejer ellers ikke at være sene til at tage skylden for angreb - også når gruppens medvirken er særdeles tvivlsom, sådan som man blandt andet så det i forbindelse med masseskyderiet i Las Vegas.

Minder om Stockholm

Michael S. Lund mener, at forklaringen på IS' tavshed kan være, at gerningsmanden i New York overlevede angrebet.

- IS har en tendens til ikke at tage skylden, hvis gerningsmændene bliver arresteret - måske fordi de er nervøse for at glorificere dem og gøre dem til helte, og de så ender med for eksempel at samarbejde med politiet, siger korrespondenten:

- Vi så det med angrebet i april mod Stockholm, som minder meget om angrebet i New York - dér har IS aldrig taget skylden.

Terrorangrebet i Drottninggatan i Stockholm blev udført med en lastbil af den 39-årige usbeker Rakhmat Akilov - 5 blev dræbt og 14 blev alvorligt såret.

Både de svenske og usbekiske myndigheden har på forskellig vis sat Rakhmat Akilov i forbindelse med IS.

Presset i Mellemøsten

IS er særdeles pressede på slagmarken i Syrien og Irak, og det har ført til frygt for, at terrorgruppen vil optrappe deres angreb uden for Mellemøsten.

Michael S. Lund ser dog ikke angrebet i New York i det lys.

- Det er rigtig nok, at IS fokuserer meget på Vesten i deres propaganda i øjeblikket - men det har de sådan set gjort i tre år.

- Jeg tror, at mange af de her angreb kommer lidt tilfældigt. De er ikke styret centralt fra Syrien eller Irak.

Facebook
Twitter