Korrespondent om bombeangreb i Sinai: Sjældent at målet er civile

Det kan blive vanskeligt at dæmme op for nye angreb i Sinai, siger DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.

Flere personer har samlet sig uden for Rawda-moskeen. der ligger omkring 40 kilometer vest for den byen El-Arish. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Dødstallet efter et angreb i en moské i det nordlige Sinai i Egypten er nu oppe over 235, oplyser det egyptiske statstv MENA ifølge BBC.

Endnu har ingen påtaget sig skylden for et af de mest voldsomme angreb i Egypten i nyere tid, men militante islamister menes at stå bag angrebet.

- De lokale sikkerhedsstyrker har kæmpet en åben krig mod de militante islamister på den nordlige del af Sinai-halvøen. Islamisterne har udført talrige angreb mod især politi og hæren, men ikke civile, så det er sjældent og voldsomt, at det rammer så mange civile, siger DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.

Angrebet ramte umiddelbart efter fredagsbønnen, og moskéen ved al-Rawda menes at tilhøre sufierne, en moderat og fredelig muslimsk sekt, der prædiker tolerance.

Men de bliver også betragtet som frafaldne, og det kan være årsagen til, at de har været målet for angrebet.

- Det er sandsynligt, at de ifølge IS opfattes som vantro. IS har dog primært ramt sikkerhedsstyrker, og målet har sjældent været civile for ikke at støde de lokale fra sig, men nu ser det ud til, de tager andre metoder i brug, siger Puk Damsgård.

Flere års kampe

Bomben eksploderede inde i moskéen under fredagsbønnen, hvorefter en gruppe mænd åbnede ild mod de troende, der forsøgte at flygte fra stedet.

Kampene i Sinai har stået på i flere år, og Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har erklæret national landesorg i tre dage. Præsidenten har fordømt angrebet og kaldt det kujonagtigt.

Ifølge nyhedsbureauet AP sagde præsident al-Sisi, at angrebet ikke vil 'gå ustraffet, samt at Egypten vil fortsætte krigen mod terrorisme.

I 2014 erklærede myndighederne undtagelsestilstand i regionen efter et selvmordsangreb, der kostede 31 soldater livet, og ifølge BBC har Abdel Fattah al-Sisi indkaldt til et regeringsmøde i for at undersøge mulighederne.

Det er dog meget lidt, der kan gøres for at dæmme op for angrebene i regionen.

- I forvejen er der krig i det nordlige Sinai, og vi vil formentlig se flere angreb fremover. Det er et isoleret område, hvor journalister ikke kan komme til, og hele landsbyer er blevet lagt i ruiner de seneste år. Men det er næsten umuligt at dæmme op for den her slags angreb og stoppe dem, der vil begå dem, siger Puk Damsgård.

Flere statsledere har fordømt det blodige angreb, heriblandt den amerikanske præsident Donald Trump.

- Frygteligt og kujonagtigt terroristangreb på uskyldige og forsvarsløse troende i Egypten. Verden kan ikke tolerere terrorisme, vi skal bekæmpe det militært og skamme den ekstreme ideologi, der danner grundlag for dens eksistens, skriver han på Twitter.

Angrebet kommer blot dage før den årlige fejring af profeten Muhammeds fødselsdag, hvilket bliver fejret af muslimer over hele Egypten.