Korrespondent om klimaaftale: Ingen har vundet, men alle kan leve med aftalen

COP24-landene er nået frem til et regelsæt til at holde den globale temperaturstigning under 2 grader.

Med et døgns forsinkelse blev de 196 COP24-lande i aftes enige om en klimaaftale. (Foto: Janek Skarzynski © Scanpix)

Parisaftalen var en ramme. Nu er man blevet enige om alt indholdet.

Det er sådan, man bedst kan forklare, hvad man har opnået med det slutdokument på FN's klima-konference COP24, som faldt på plads i går aftes.

Det siger DR's korrespondent Thøger Kirk, som har fulgt afslutningen på de to ugers forhandlinger i den polske by Katowice.

Parisaftalen forpligter medlemslandene til at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader og arbejde for at begrænse den til 1,5 grad.

- Nu er der kommet et regelsæt, der gør, at man kan bygge videre på Parisaftalen.

Det betyder, at man fremover har et sammenligningsgrundlag til, hvordan man reducerer C02. Landene har indtil nu målt deres CO2-udledning på mange forskellige måder, men nu er man blevet en enige om en ensretning, så man kan sammenligne rapporterne på tværs af landene.

- Det kan man kun, hvis rapporterne er ens. Og det er man nået frem til, hvilket er en stor sejr, siger han.

Klimafinansiering på dagsordenen

Men det har bestemt ikke været nemt at nå til enighed, hvilket også viste sig ved, at aftalen kom i hus med et døgns forsinkelse.

En af knasterne har været finansieringen.

Der er afsat 100 milliarder dollar til klimafinansiering til udviklingslandene fra de såkaldte i-lande (de tidligt industrialiserede lande) om året fra 2020. Men et af stridspunkterne har blandt andet været, om lån og investeringer til u-landene skal tælle med i det bidrag, fortæller Thøger Kirk.

U-landene siger, at det skal de ikke, og at pengene er nødt til at være ’nye’ penge. Men det kan slet ikke komme på aftale ifølge i-landene.

- Man har ramt en balance, hvor hverken i-landene eller u-landene føler, at de har vundet slaget, men de har fået en aftale, de kan leve med.

Og det er bestemt positivt, at der er kommet et regelsæt, men man skulle have understreget endnu mere, at det haster med klimamålet, mener Troels Dam Christensen, sekretariatsleder i 92-gruppen, som er et samarbejde mellem 24 danske miljø- og udviklingsorganisationer.

- Vi har et fundament at bygge videre på, men der skal helt sikkert mere til. Det er nu, landene skal gå hjem og hæve deres klimamål og lave en national klimaplan, der svarer til 1,5 graders temperaturstigning.

De, der ønskede en meget ambitiøs aftale, synes formentlig ikke, at aftalen er ambitiøs nok, siger Thøger Kirk og bruger ordene fra en af de delegerede, han har talt med: "Vi fejrer ikke med champagne hjem i flyveren, men vi er ok tilfredse."

- Det er en kompromisernes aftale. Men var aftalen ikke var kommet i hus, havde man potentielt kastet FN-systemet ud i en stor krise.

Se hvordan det går, når korrespondent Thøger Kirk forsøger at komme til London uden at flyve for at udlede mindre CO2.

Facebook
Twitter