Korrespondent om omvalg i Østrig: En kæmpe falliterklæring

Østrigs forfatningsdomstol har annulleret resultatet af præsidentvalget den 22. maj.

Alexander Van der Bellen vandt en meget snæver sejr ved det østrigske præsidentvalg, som nu skal gå om. (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix)

Østrigerne skal til omvalg.

Det står klart, efter at Østrigs forfatningsdomstol har annulleret resultatet af præsidentvalget den 22. maj, som det højreorienterede Frihedspartis kandidat tabte snævert.

- Det er en kæmpe falliterklæring for østrigsk politik, for valgsystemet og ikke mindst for dets troværdighed, og det betyder, at de oprindelige tabere fra Frihedspartiet meget vel kan blive sejrsherrer, når der nu kommer et omvalg, siger DR’s korrespondent i Tyskland, Michael Reiter, som dækkede valget.

Store uregelmæssigheder

Forfatningsdomstolens beslutning kommer ifølge Michael Reiter efter store uregelmæssigheder i måden, stemmerne blev talt op på.

- På mange valgsteder blev brevstemmerne åbnet for tidligt. Det er ulovligt og gør, at de er ugyldige. Og nogle steder er stemmerne blevet talt op, uden at der var en ansvarlig valgtilforordnet til stede, og det er ligeledes et klokkeklart lovbrud ifølge forfatningsdomstolen, siger Michael Reiter.

Anklager om manipulation

Fintællingen af stemmer er afgørende, da Norbert Hofer fra det højrenationale Frihedspartiet (FPÖ) måtte se sig slået med kun få tusinde stemmer af den tidligere leder af partiet De Grønne Alexander Van der Bellen.

Men flere vidner har under de seneste to ugers høringer i forfatningsdomstolen fortalt om adskillige uregelmæssigheder i optællingen af brevstemmer.

- Der er stor vrede i Østrig over de uregelmæssigheder, som nogle endda kalder manipulation, og det kan FPÖ bruge til at mobilisere deres vælgere – måske i endnu højere grad end sidste gang, lyder det fra Michael Reiter,

Han vurderer, at omvalget kommer til at foregå i slutningen af september eller starten af oktober.

Facebook
Twitter