Korrespondent om redningsaktion: Lettelse blev hurtigt afløst af nervøsitet

Redningslejr blev ryddet for journalister for flere timer siden, fortæller Stéphanie Surrugue.

En australsk læge har vurderet, at drengenes tilstand er god nok til, at man kan iværksætte redningsaktion. (Foto: handout © Scanpix)

Meget sent i aftes vendte stemningen i redningslejren ved Tham Luang-grotten i Thailand, hvor mere end tusind betjente, redningspersonel og journalister har været samlet i mange dage.

Det siger DR's korrespondent i Thailand, Stéphanie Surrugue.

- Man kunne mærke, at der var noget under opsejling. Politiet begyndte for første gang i flere dage at være ret skrappe i forhold til, hvor pressen måtte være. Det betød, at vi tog alt, hvad vi ikke kunne undvære, med ned fra grotten. Vi tænkte, at der blev lukket af for os om lidt - og det blev der så efterfølgende, siger korrespondenten.

Der var dog en helt klar grund til, at pressen blev smidt væk.

For klokken fem i morges dansk tid blev 18 dykkere sendt ind i grotten, hvor de i de kommende dage skal forsøge at redde 12 fodbolddrenge og deres træner, som er indespærret dybt inde i grotten på 16. døgn.

Drengene og deres træner skal en for en bringes den farefulde vej ud af grotten, og det forventes, at redningsmissionen først er færdiggjort om to til fire dage.

- Lige nu er der en enorm lettelse. Vi kunne se, at det begyndte at regne i går - ikke massivt, men meget stabilt. Det regnede hele natten, og det regner nu. Det har gjort alle ekstremt nervøse, fordi man ved, at det betyder, at vandstanden i grotten kan stige, siger Stéphanie Surrugue og fortsætter:

- Men lige som den enorme lettelse, da man fandt drengene efter ni døgn, så er det hurtigt blevet afsporet af ny nervøsitet. Man er selvfølgelig nervøs for, om det kommer til at gå godt, for det er en ekstremt kompliceret aktion, de er i gang med, siger hun og fortæller, at de har øvet redningsaktionen i flere dage inde i grotten.

Australsk læge har godkendt aktionen

Ifølge DR's korrespondent har man forud for redningsaktionen nøje overvåget drengenes tilstand for at vurdere, om de fysisk er i stand til at komme ud af grotten.

- Der er en australsk læge med stor erfaring i grottedykning sammen med drengen i grotten. Det er ham, der har givet den endelige godkendelse til, at drengenes helbred er godt nok til, at de er klar til redningsaktionen, som er ekstremt hård, siger Stéphanie Surrugue og fortsætter:

- Man har sammenholdt deres helbred med alternativet, som er, at vilkårene ikke bliver bedre, de bliver kun værre. Drengene kan ikke nå at blive dygtige dykkere og komme i topform, for den tid er der ikke at arbejde med. Den lokale guvernør har hele tiden sagt, at man skulle minimere risikoen mest muligt samtidigt med, at de hele tiden har kigget på vejrudsigten.

Drengene kan gå ud det meste af vejen

På et pressemøde tidligt i morges dansk tid fortalte provinsguvernør i Chiang Rai Narongsak Osatanakorn, der er leder af redningsaktionen, at det er lykkedes at nedbringe vandstanden med 30 centimeter i grotten i går.

13 udenlandske dykkere og fem thailandske frømænd er sendt ind i grotten, og det forventes, at det tager mindst 11 timer, før den første dreng er reddet ud.

Drengene vil blive hentet ud en ad gangen, så operationen kan tage flere dage.

Det har tidligere været forsøgt at bore huller i grotten, så man kunne få dem ud den vej. Den plan bliver dog ikke iværksat, og drengene bliver i stedet bragt ud via den flere kilometer lange rute gennem grotten.

Provinsguvernøren vil dog hverken be- eller afkræfte, om drengene bliver nødt til at svømme noget af vejen, men siger, at de ville kunne gå ud det meste af vejen.

Facebook
Twitter