Korrespondent: Orbán kommer længere væk fra Europas vigtigste beslutningstagere

Viktor Orbáns regeringsparti Fidesz må ikke længere deltage i møder med Europas konservative.

Viktor Orbán har blandt andet kaldt medlemmer af EPP for "nyttige idioter" (Foto: EVA PLEVIER © Scanpix)

Suspendering fra Europas konservative partigruppe.

Det blev her til aften virkelighed for Viktor Orbáns ungarnske parti Fidesz.

Ved en afstemning afgjorde den konservative partigruppe i Europa-Parlamentet, EPP, at de ikke længere vil have Fidesz med i fællesskabet.

En blød mellemlanding, som begge fløje i EPP kan se sig selv i, kalder DR's EU-korrespondent Karin Axelsson resultatet.

- Det var et ventet resultat. Med suspenderingen udskyder man den store beslutning om, hvorvidt Fidesz skal smides helt ud til efter valget til Europa-Parlamentet.

- Dem, der vil have Orbán smidt helt ud, kan sige, at det nu er sat i bevægelse, og dem, der vil holde beholde ham, kan sige, at man nu kigger på det og undersøger det ordentligt.

Dagens afstemning kommer i kølvandet på en lang række kontroverser mellem Fidesz og premierminister Viktor Orbán på den ene side og resten af EPP på den anden side.

Medlemmer af EPP har blandt andet været efter Orbán og den ungarske regering, fordi regeringen har indskrænket ytringsfriheden, og fordi den har gjort det ulovligt at hjælpe migranter og flygtninge.

Derudover har Orbán kaldt medlemmerne af EPP for "nyttige idioter".

EPP vil nu nedsætte et udvalg på tre personer, som skal overvåge det ungarske regeringspartis ageren i den kommende tid, og på et endnu uvist tidspunkt skal de så komme med en vurdering af, om Fidesz helt skal ekskluderes.

Må ikke deltage i møder

Suspenderingen blev vedtaget med 190 stemmer mod 3, og Viktor Orbán lød efter omstændighederne lettet over resultatet.

- EPP er et parti, en familie, der spænder fra liberale til højreorienterede kristne medlemmer. Venstreorienterede medlemmer af EPP ønskede os ekskluderet. Det ville have snævret EPP ind.

- Den gode nyhed er, at vi fik sikret, at enheden i EPP opretholdes, sagde Viktor Orbán onsdag aften.

Men selvom Orbán tilsyneladende virkede tilfreds med afstemningens resultat, vil han blive lukket ude fra et fællesskab, som er vigtigt for ham.

- Fidesz og Orbán kan ikke længere deltage i EPP's møder og afstemninger. Der sidder nogle af de vigtigste beslutningstagere i Europa i den gruppe, og dem vil Orbán ikke længere have samme nemme adgang til, når de blandt andet mødes og koordinerer før hvert topmøde, siger Karin Axelsson.

EPP er i dag den største gruppe i Europa-Parlamentet, men foreløbige meningsmålinger har vist, at Europas konservative står til at miste stemmer ved valget i maj.

11 medlemmer af Europa-Parlamentet er fra Fidesz.

Facebook
Twitter